Mange danske virksomheder ved ikke, hvordan de skal reagere, når en betroet medarbejder bedrager. Læs her, hvordan Asger Aamund, Martin Thorborg, Anders Eldrup og Kurt Larsen tackler fusk med firmaet penge.
25. marts 2008, 06:45 – opdateret 14. maj 2012, 21:50
Bedrageri kan ske i alle virksomheder, men ifølge revisionsfirmaet KPMG ved mange virksomheder ikke, hvordan de skal tackle problemet.
Undersøgelser fra revisionsselskabet viser nemlig, at godt en tredjedel af alle virksomheder, der bliver offer for bedrageri, vælger at lade være med at gå til politiet med sagen.
Enten af hensyn til medarbejdere eller også af hensyn til virksomhedens ve og vel.
”Der bør være langt mere åbenhed fra virksomhedernes side. For hvis de blot fyrer en ansat, sender de blot problemet videre i systemet til den næste virksomhed, der ansætter vedkommende,” siger partner i KPMG Torben Lange.
Han mener dog, der kan være tilfælde, hvor virksomheden kan være nødt til at tage hensyn til den enkelte medarbejder, da der kan være årsager som ludomani, alkoholmisbrug og andre personlige problemer bag bedrageriet.
”På trods af, at der kan være undtagelser, mener jeg selskaberne bør have nogle helt faste regler for, hvordan man tackler bedrageri. Vi oplever, at mange virksomheder ikke ved, hvordan de skal håndtere problemet,” siger han.
Business.dk har talt med flere fremtrædende erhvervsfolk, der hver især tilkendegiver deres holdning til problemet og samtidig fortæller om eventuelle personlige erfaringer med, hvordan man reagerer, når en betroet medarbejder fusker med firmaets midler.


























































