Finanskrise eller ej: Private handler aktier i stor stil – og der bliver vel at mærke købt op og ikke solgt. For første gang nogensinde agerer private således mere fornuftigt end professionelle investorer, som har været tvunget til at sælge ud til lave kurser.
28. november 2008, 21:55 – opdateret 2. november 2010, 13:16
Danskerne handler aktier som aldrig før. Alene i oktober var der mere end dobbelt så mange aktiehandler som i september, viser tal fra Værdipapircentralen, der registrerer ejerskab og handler med børsnoterede værdipapirer.
De professionelle investorer er ikke med i beregningerne, så der er alene tale om, at hr. og fru Jensen er gået »shop amok« i aktier.
I oktober handlede private aktier for 13,3 milliarder kroner mod 9,9 milliarder kroner måneden før – en stigning på 25 procent. Antallet af handler steg fra 113.000 i september til 263.000 i oktober – altså mere end en fordobling.
Det høje antal handler dækker ikke over, at danskerne sælger flere aktier, end de køber. Tværtimod købte private investorer aktier for 15,2 milliarder kroner, mens de »kun« solgte for 11,5 milliarder kroner – altså et nettoopkøb på 3,7 millarder kroner.
De 263.000 handler i oktober er et historisk højt antal. Det glæder Nordeas aktieekspert, Henrik Drusebjerg, for tidligere har der været tendens til, at private investorer gjorde det modsatte af det optimale:
»Tidligere har vi set, at danskerne har solgt, når kurserne faldt, og købt, når kurserne steg. Nu ser vi for første gang, at de private investorer gør det fornuftige og køber op, når kurserne er lave,« siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.
Han siger, at det forholder sig lige modsat med de institutionelle investorer – de har været tvunget til at sælge ud blandt andet på grund af gearede investeringer og behovet for likviditet. Og det har kostet mange institutionelle investorer dyrt.
»Det er glædeligt«
Privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg er overrasket over den nye udvikling:
»Det har altid været sådan, at private køber aktier hele vejen op og sælger hele vejen ned. Og det burde jo være lige modsat, så de sælger hele vejen op og køber hele vejen ned. Det er glædeligt, hvis det har ændret sig, så danskerne, som tidligere har fået tæsk under aktienedture, kan indhente noget af det forsømte. Folk har tilsyneladende lært af historien,« siger Kim Valentin.
Han opfordrer dog til forsigtighed, for ingen ved, om bunden er nået.
»Men heldigvis ser det ud til, at folk denne gang ikke forsøger at vente, til bunden er nået, så de kommer for sent med på opturen, men i stedet køber op så de er klar til en eventuel optur. Det er fornuftigt,« siger Kim Valentin, som i samme åndedrag anbefaler danskerne også at sprede investeringerne og putte obligationer i indkøbskurven.
Samtidig siger han, at det kan være klogt at have sine penge i fast ejendom under en lavkonjunktur.
»Hvis vi kommer ud i en rigtig hård recession, så er fast ejendom måske det bedste. Den bliver aldrig nul værd, mens aktierne under en hård recession vil falde, og i teorien kan blive nul værd,« siger Kim Valentin.
Hold fast
Forbrugerrådet vil ikke anbefale danskerne at købe op, fordi aktierne i år er blevet slagtet til uigenkendelige kursværdier:
»Vores holdning er, at danskerne ikke skal ændre adfærd og købe flere aktier, fordi kurserne er lavere, end de har været længe. Ligesom der ikke skal sælges, når kurserne er høje. Det er nemlig umuligt at vide, hvornår en kurs er høj eller lav,« siger økonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum.
Han råder derfor danske investorer til at lægge sig fast på en bestemt aktieandel i deres investeringer og så holde fast i den beslutning:
»Hvis jeg har besluttet mig for, at det er fornuftigt at have 30 procent aktier i min pensionsopsparing, skal jeg holde fast i denne andel. Løbende kan jeg så købe lidt op, så jeg rammer ind i både top og bund og på den måde får spredt risikoen,« siger Carsten Holdum.
Cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen, mener, at danskernes fornyede appetit på aktier endegyldigt slår en stor tyk pæl gennem myten om, at danskernes aktiekultur halter efter alle andre landes:
»Det siger mig, at al snak om, at vi ikke er præget af en aktiekultur, må forstumme. Den lever i bedste velgående. Det betyder imidlertid også, at ændringer i aktieformuerne har større effekt på dansk økonomi end for bare få år siden,« siger Jes Asmussen.
Selv om tallene fra Værdipapircentralen viser, at danskerne køber aktier som aldrig før, viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Dinepenge.dk, at finanskrisen har fået hver tredje dansker til at investere mindre i værdipapirer.
Mange er skræmt
Seniorstrateg i Nordea mener, det er et naturligt reaktionsmønster:
»Selv om danskerne købte aktier i oktober som aldrig før, har finanskrisen sat dybe spor hos mange danskere. De er blevet skræmt og har valgt at tage en lille pause fra aktiehandlen. Men det opvejes altså af, at mange er nået frem til den erkendelse, at der kan gøres mange gode handler netop nu,« siger Henrik Drusebjerg.
Han lægger sig i slipstrømmen fra Forbrugerrådet og advarer danskerne om at købe for mange aktier:
»Det handler først og fremmest om ikke at gå i panik og sælge til en dårlig pris. Omvendt er det en lige så dårlig idé at blive grådig og købe vildt op. Aktieinvesteringerne skal svare til ens risikoprofil,« siger Nordeas seniorstrateg.










































