Dramatikken udeblev i det store hele på generalforsamlingen i H+H. Eneste undtagelse var et hårdt personligt angreb fra rigmanden Laurids Jessen på formanden.
27. november 2009, 18:37 – opdateret 27. november 2009, 18:49
Den ekstraordinære generalforsamling i betonkoncernen H+H var ualmindeligt velbesøgt. Mere end 100 mennesker var fredag mødt op i Charlottehaven på Østerbro, hvor en redningsplan for den nødlidende betonkoncern skulle vedtages. Og det var næppe på grund af menuen af kaffe, kage og vand, at folk var mødt op. Generalforsamlingen markerede det foreløbige højdepunkt i et dramatisk efterår fra H+H. Bestyrelsesformand Anders Karlsson understregede da også i sin tale, at situationen for H+H virkelig er ekstraordinær. Det er bestemt ikke en underdrivelse, da selskabet med en kæmpe gæld på over 1 mia. kr. balancerer på kanten af en total knockout.
På forhånd var der ventet dramatik på generalforsamlingen, der blandt andet skulle tage stilling til et forslag om at smide advokat Christian Harlang ud af bestyrelsen. Et forslag som dog frafaldt, da Harlang selv trak sig dagen før generalforsamlingen. Selvom udfaldet således i store træk var givet på forhånd brød et hårdt personligt angreb på bestyrelsesformand Anders Karlsson med idyllen. Angrebet kom fra rigmanden Laurids Jessen, der tidligere i en kort periode har siddet i bestyrelsen for H+H. "Der er grund til at være skeptisk, og tingene er ikke så lyserøde som vores formand gør dem. Prognoserne har været alt for optimistiske," lød det fra Laurids Jessen, der flere gange har været nævnt som et muligt nyt bestyrelsesmedlem i H+H. Selv afviser Jessen dog, at hans indlæg på generalforsamlingen var en valgtale. "Det er bare en konstatering af, at hvis strategien havde været rigtig, så stod vi ikke her," siger Jessen om den forestående kapitaludvidelse, som skal redde H+H.
Den dramatiske proces omkring redningen af H+H International eksploderede i offentligheden i september. En kontroversiel proces, hvor hovedbankforbindelsen Danske Bank svingede taktstokken, hvor Danmarks to største pensionskasser rasede, og hvor informationerne fra møder bag lukkede døre ivrigt flød til pressen. Et forløb som den ene af de to store pensionskasser – ATP – ikke kunne dy sig for at nævne. "Det har jo været et meget begivenhedsrigt forløb op til denne generalforsamling. Der har været mange følelser involveret, og når vi ser tilbage på forløbet er vi nok alle enige om, at der er elementer, som vi hellere havde været foruden," sagde Claus Wiinblad, aktiechef i ATP. En beskrivelse, som den anden store pensionskasse – LD – bakkede op om. "Vi er enige med ATP om beskrivelsen af forløbet. Vi mener, at den primære grund til den situation som H+H befinder i nu er en uheldig timing af store investeringer og kraftig gældsætning og massivt fald i indtjeningen. Men vi vil kigge på fremtiden, og vi tror, at forudsætningerne og mulighederne for at H+H igen bliver rentabel er til stede," sagde Torben Agerup fra LD, som kontrollerer omkring 6 pct. af H+H. Begge pensionskasser bakker dog trods kritikken fortsat op om formand Anders Karlsson. Helt som ventet blev samtlige stillede forslag vedtaget. Det betyder, at prospektet ventes på gaden snart.
Hårdt angreb
Kontroversiel proces






























































