Her får du de bedste aktie-råd

Analytikerne ramte meget langt fra plet i det vanskeligste aktieår længe. Men nogle af dem ramte dog skiven.

Aktiemarkederne tog fusen på alt og alle i 2008. Ingen havde forudset, at alverdens aktieindeks ville falde som sten, og at særligt oktober og november skrællede kæmpestore summer af aktieformuerne. De seneste 12 måneder er C20-indekset over de førende danske aktier faldet med 47 procent, og aktiekurserne er i gennemsnit slået fem år tilbage.

Men nogle analytikere var tættere på virkeligheden end andre i deres forudsigelser.

Derfor får Danske Markets for anden gang på kort tid anerkendelse for deres evne til at give gode råd om aktier. Først var det Prospera, som sendte hæder i retning af Danske Banks aktieanalytikere, og nu følger Starmine op med mere ros.

Ifølge Starmine var Danske Markets nemlig bedst til - foran Jyske Bank - at pege på de aktier, hvor man trods krisen har kunnet gøre en god forretning, skriver Børsen. Men det har krævet, at man er hoppet ind og ud på de rigtige tidspunkter, for ingen af de store, danske aktier kommer ud med plus på aktiekursen i 2008.

To gode råd skiller sig ud

Danske Banks aktieanalysechef Thomas Steen Hansen indrømmer da også over for Børsen, at "en god anbefaling i 2008 er en salgsanbefaling", og udsigterne for de kommende tre til seks måneder er da også mørke.

Når der alligevel er aktier, som Danske Markets sætter en købsanbefaling på, skyldes det, at anbefalingerne rækker seks til 12 måneder ud i fremtiden.

Hæderen til Danske Markets skyldes blandt andet anbefalingen af Lundbeck i en periode, hvor aktien steg 27 procent på tre måneder, og det positive syn på Topdanmark, som kommer gennem det uro-plagede 2008 med et tab på beskedne fire procent.

Uden for C20-indekset anses FIH Markets af Starmine for at give de bedste anbefalinger.

Læs også: Er det nu der skal købes aktier?

 



Markedet lige nu