De har overlevet IT-boblen, globaliseringen og den værste finanskrise siden 1930erne.
4. juni 2009, 12:36 – opdateret 2. november 2010, 14:02
Man skal aldrig investere sine penge alene baseret på fortidens afkast, lyder et klassisk råd. Men det er alligevel værd at lægge mærke til, hvilke virksomheder, der gennem en længere periode har leveret et solidt afkast til investorerne.
Det har norske Dagens Næringsliv kigget nærmere på, og de er nået frem til en liste over de største, nordiske aktier, der gennem 10 år har klaret sig bedst - og vinderen er dansk:
D/S Norden har fra maj 1999 til maj 2009 i dag leveret en årligt kursstigning på 48,6 procent i gennemsnit. Dermed er rederiet ikke bare en suveræn vinder - aktien i Norden har i flot stil leveret fremgang i den vanskeligste tiårsperiode nogensinde på børserne i København, Oslo, Helsinki og Stockholm, skriver Dagens Næringsliv.
Kun 44 selskaber har været i stand til at give et årligt afkast over ti procent i denne periode, og avisen peger på især én faktor, som har været udslagsgivende for vinderne: Globaliseringen har ført til øget verdenshandel, som igen har medført længere transportveje for råvarer og færdige produkter. Her spiller Kinas behov for råvarer og afsætning af varer til resten af verden hovedrollen.
Som andre årsager til nogle branchers succes nævner avisen stigende oliepriser, som har gavnet energibranchen, og lavere renter, der har støttet bygge- og ejendomssektoren.
De private, danske investorers absolutte aktiedarling - Vestas - er også godt med. Et årligt afkast på i gennemsnit 25,4 procent indbringer vindmøllefabrikken en ottendeplads i den nordiske børsdyst.
Lyt til Warren Buffet
Nutidens investorer må jo se frem og ikke tilbage, så hvad kan man bruge listen til?
Dagens Næringsliv fremhæver superinvestoren Warren Buffetts tommelfingerregel om, at gode selskaber nok fortsætter med at være gode selskaber. Men visse brancher spås ikke gode fremtidsudsigter: Rederier, ejendomselskaber og entreprenører får dårlige anbefalinger, og dermed er vinderaktien fra D/S Norden ikke på avisens hitliste.
I stedet peger Dagens Næringsliv på energiaktier som Vestas og NKT, ligesom Novo Nordisk, William Demant og Sydbank er blandt avisens foretrukne.









































