Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

GN under belejring af hedgefonde

GN Store Nord er nu belejret af to hedgefonde, efter at Parvus Asset Management for nylig fortalte, at fonden nu er over 5 pct. I forvejen sidder den engelske hedgefond Marathon Asset Management ligeledes på over 5 pct. af aktierne i selskabet.

Det skriver dagbladet Børsen.

Begge selskaber er kendt for en aktivistisk profil, hvor de igennem flere måneder belejrer selskaber, og for at være yderst pressesky. I toppen af Parvus sidder Mads Eg Gensmann, og hvis navnet lyder bekendt, skyldes det at han er barnebarn til Mads Eg Damgaard, der stod bag Egetæpper i Herning, i hjertet af Midtjylland.

Mads Eg vil ikke give nogen kommentarer om, hvad Parvus vil bruge investeringen i GN til, og hvad man vil kræve, at der skal ske med selskabet. Typisk jager hedgefonde i flok for sammen at tvinge ledelserne i børsnoterede selskaber til at presse aktiekursen i vejret til gavn for investorerne.

Det sker ofte gennem fonde med navne som special opportunities-fonde eller fonde, der investerer i distressed assets.

Siden GN's årsregnskab blev offentliggjort den 27. februar, er GN-aktien tordnet i vejret med hele 40 pct. Stigningen har været en undtagelse fra den generelt faldende tendens for GN-aktien siden foråret af 2007, hvor det stod klart, at salget af høreapparatdivisionen GN Resound til den schweiziske høreapparatproducent Phonak for 15,5 mia. kr. ville blive afvist af den tyske konkurrencedomstol.

 




Markedet lige nu