Der bliver mange flere aktier at handle med på fondsbørsen i København i 2010. I hvert fald vurderer Nasdaq OMX Københavns administrerende direktør, at der kommer op mod 20 nye børsnoteringer i 2010 efter et 2009, der blot bød på to.
29. december 2009, 16:42 – opdateret 29. december 2009, 16:44
- Udsigterne er meget positive. Vi forventer mellem 10 og 20 noteringer, og det er så både på hovedbørsen og First North. Det er altid svært at sige præcist, men sådan som vi ser det, vil det ligge på det niveau, siger Bjørn Sibbern til RB-Børsen, og konstaterer videre, at "op mod 20 i løbet af året er ikke et helt skævt gæt".
Mens de mange nynoterede selskaber altså vil blive fordelt på hovedbørsen og mini-børsen First North, vil der klart flest af dem være på førstnævnte, pointerer han.
Der har været meget snak om forestående noteringer af store selskaber som Falck og ISS, men børsdirektøren venter også, at en række mindre selskaber vil noteres i 2010.
- Det bliver ganske blandet. Vi regner med, at der kommer nogle store selskaber, og vi regner med, at der kommer nogle små, siger Bjørn Sibbern.
Han fortæller videre, at der er en række grunde til Nasdaq OMX's høje forventninger til antallet af nynoteringer i 2010. For det første har der været en pæn noteringsaktivitet i USA, og det er som regel - med 6-9 måneders forsinkelse - en indikator for udviklingen i Danmark. For det andet har mange af de allerede noterede selskaber rejst kapital via aktieemissioner på børsen i 2009, hvilket ifølge Bjørn Sibbern har vist sig som en godt alternativt til bankfinansiering i de trange kreditmarkeder.
- Den alternative finansiering, som lån via banker, har ikke været superattraktiv for mange selskaber, fordi der har været lukket lidt ned. Finansiering gennem børsmarkedet ser ganske attraktivt ud sammenlignet med alternativerne. Og det kan vi altså også se på de mange selskaber, der har hentet penge på den måde i 2009, siger Bjørn Sibbern.
Og som sidste grund til optimismen omkring antallet af nynoteringer fortæller han, at Nasdaq OMX oplever en "væsentlig større aktivitet" i antallet af både konkrete og løse henvendelser fra rådgivere til kommende børsnoterede selskaber.
- Vores fornemmelse er også baseret på de mange rådgivere, som har fat i os - uden at vi har et navn på, hvilket selskab, det drejer sig om. På forespørgelsessiden kan vi se, at der er sket et skred. Der er væsentlig større aktivitet. Så der er flere, der allerede nu forbereder sig på at komme på børsen, siger Bjørn Sibbern.
En selskab, der pludselig kom i spil til mulig børsnotering i 2010, er den statsejede tv-station TV2. Meldingen kommer fra regeringspartiet Venstre, som mener, at det vil være en god måde at komme ud af statsejerskabet på, som man tidligere gjorde det med blandt andet luftfartselskabet SAS.
For børsdirektøren vil det naturligvis være en sjov aktie at få ind.
- Det kunne det da så afgjort være. Det ville vi være meget positivt stemt for. Der er helt klart et åbent vindue på noteringsmarkedet nu, så derfor er det glædeligt, at man fra politisk hold er ude at løfte muligheden, siger Bjørn Sibbern.
I 2009 blev det islandske medicoselskab Össur samt det danske luftfartselskab Cimber Sterling noteret på fondsbørsens hovedmarked i København.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten