Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fionia Bank fastholder prognose efter nedskrivninger

Allerede i starten af juni øgede Fionia Bank sine nedskrivninger for hele året og dem holder banken fast ved.

- Med udgangspunkt i forventningerne til udviklingen i bankens samlede engagementer fastholdes forventningerne til nedskrivningsbehovet for hele året uændret til mellem 170 og 200 mio. kr. svarende til niveauet 0,7-0,8 pct. af de samlede udlån og garantier, skriver banken i en meddelelse til fondsbørsen fredag.

Meddelelsen kommer efter den dybe krise, Roskilde Bank er havnet som følge af sin store eksponering mod ejendomsmarkedet, som har medført, at Nationalbanken har følt sig nødsaget til at udstede en likviditetsgaranti for Roskilde Bank.

Samtidig offentliggør banken det foreløbige resultat for 1. halvår 2008. Det viser en basisdrift på ca. 223 mio. kr. og nedskrivninger på samlet 133 mio. kr.

Beholdningsindtjeningen er negativ med ca. 66 mio. kr., mens overskuddet før skat er på ca. 24 mio. kr. mod et plus på hele 171 mio. kr. i samme periode året før.

- Basisdriften er realiseret på det budgetterede niveau og forventningerne til hele 2008 er uændret en basisindtjening - før nedskrivninger og resultat af egenbeholdningen - i niveauet 370 - 400 mio. kr., påpeger banken.

For hele året venter Fionia Bank nedskrivninger på 170-200 mio. kr.

- Markedsværdien af bankens egenbeholdning er påvirket af turbulensen på de finansielle markeder i 1. halvår, som både har medført betydelige rentestigninger og kursfald på aktier. Beholdningsindtjeningen for 2. halvår vil være påvirket af udviklingen på de finansielle markeder, bemærker banken.

Fionia Banks solvensmæssige overdækning i forhold til lovgivningens minimumskrav udgør mere end 800 mio. kr. pr. 30. juni. Den likviditetsmæssige dækning udgør pr. 30. juni 6,3 mia. kr. svarende til en overdækning på 90,3 pct. i forhold til Lov om Finansiel Virksomhed.

Fionia Banks halvårsregnskab offentliggøres den 5. august.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu