Finansmanden Steen Bryde prøver i øjeblikket at købe sig til magten i rederiet Nordic Tankers med en fremgangsmåde, der kan være i strid med loven.
31. marts 2008, 08:21 – opdateret 31. marts 2008, 08:30
Tidligere Capinordic-direktør Steen Bryde forsøger i øjeblikket at tiltvinge sig magten i det børsnoterede rederi Nordic Tankers.
Men hans fremgangsmåde kan være på kant med loven, skriver Jyllands-Posten.
Steen Bryde tilbyder nemlig aktionærerne i det børsnoterede rederi at købe deres aktier til en overpris på 20 procent ved udgangen af 2008.
Ifølge loven skal en aktionær, der kontrollerer mindst en tredjedel af et selskab, give et indløsningstilbud til de øvrige aktionærer. Steen Brydes tilbud indebærer, at aktionærerne allerede nu skal give ham stemmeretten, selv om de først får pengene ved årsskiftet.
Bagtanken ved den taktik er, at Steen Bryde vil undgå at blive tvunget til at give et indløsningstilbud, som han skal, når han ejer en tredjedel af stemmerne. Et indløsningstilbud vil nemlig koste finansmanden flere hundrede millioner kroner.
Svært at kontrollere
Ifølge Finanstilsynet er det netop metoden ved at overtage stemmerne og først betale for dem senere, der er problematisk. Men tilsynet understreger, at det er svært at kontrollere, hvorvidt Steen Bryde reelt sidder på en tredjedel af stemmerne i selskabet.
”Jeg vil mene, man er ude i at have indgået en aftale, som udløser pligt til at give indløsningstilbud, hvis der i øvrigt sker handel med aktier,” siger Mads Mathiassen, konstitueret kontorchef i Finanstilsynet.
Steen Bryde ønsker ikke selv at kommentere sit eget engagement i Nordic Tankers, ej heller hvorvidt han er blevet kontaktet af Finanstilsynet.






























































