Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Favoritaktier i frit fald

2008 har været et hårdt år de danske aktier over en bred kam, men hvordan er det gået for den håndfuld aktier, der fra årets start blev udpeget til at blive de største vindere?

Den sidste bordbombe var knapt nok fyret af og kalenderen kun lige bladret ind på 2008 før de første spådomme om det kommende år på aktiemarkedet løb ind.

Artikler med titler som ”Her er årets guldklumper på børsen”, og ”Fire forslag til sikre aktier” fyldte spalterne, men hvordan ser billedet ud nu, på vej ind i den sidste halvdel af året?

De fleste analytikere var enige om, at Danske Bank ville blive en vinder-aktie i 2008. Derudover var feltet mere spredt, men landets 20 topanalytikere pegede med fast hånd på FLSmidt, Vestas, Genmab og Novo Nordisk som sikre kort, mens også Coloplast, Trygvesta og Bang & Olufsen af analytiker blev udpeget som bud på ”sikre” aktier.

Set i bagklogskabens klare lys er det let at konstatere, at mindst halvdelen af de aktier, bestemt ikke hørte til på favoritlisten.

Bank til Dansk Bank
Mens det toneangivende indeks OMXC20 siden årsskiftet er faldet 11,75 procent er halvdelen af favoritaktierne faldet mere, og af de fire der holder sig til mindre fald, kan kun én af favoritaktierne være stolt af en positiv kursudvikling set over en længere periode.

Slemt ser det ud for den absolutte favoritaktie, Danske Bank. Aktien er styrtdykket med intet mindre end 31,33 procent. Mandag endte aktien således i kurs 139, mens den ved årsskiftet kunne bryste sig af en kurs på 203,6.

Hos Sydbank forklarer analytiker Rune Majlund Dahl favorittens fald med den generelle økonomiske afmatning, der også har påvirket stort set alle de andre aktier, og samtidig gjort det en anelse vanskeligere, at spå om fremtiden.

”Vi har set mere volatile markeder, der har været store udsving, og især finansaktierne har fået sig en ordentlig tur. Markedet har primært været påvirket af udviklingen og nedskrivningerne i den amerikanske økonomi, og det var egentlig ikke noget, der var til at forudse,” siger han.

Årets sorteper er B&O
I samme boldgade som Danske Bank-aktien finder man også Trygvesta, Genmab og B&O, der alle var blandt favoritterne på C20-indekset men som har indkasseret kurssmæk, om end i forskellige størrelsesomfang, i løbet af året.

Trygvesta er således ”kun” faldet med 13,48 procent siden årsskiftet til en kurs på 340, og der er altså et stykke op til de øvrige af de tidligere favoritter, der har klaret sig dårligere end det toneangivende indeks.

Til sammenligning er Genmab faldet 30,07 procent til kurs 214, mens den allerstørste lussing er blevet tildelt B&O-aktien, der siden årsskiftet har vinket farvel til 49,14 procent af sin kursværdi, der nu ligger på 243,5.

”B&O-aktien har været en ekstrem skuffelse, og er en historie om den globale afmatning, når det ser værst ud. Gennemstrømningen af mennesker i B&Os butikker er simpelthen blevet mindre, og folk holder tegnebogen i lommen, selv når de endelig går ind i en B&O butik,” Jacob Pedersen, analytiker hos Sydbank om årets sorteper på C20-indekset.

Enkelte lyspunkter
Men selvom halvdelen af den håndfuld, der altså blev udpeget som sikre bud, hidtil har vist sig at være fejlskud, er der ingen grund for investorerne til at hive pengene ud af aktiemarkedet og hjem i madrassen, siger Rune Majlund Dahl fra Sydbank.

”Hvis du kigger på de overordnede kursudviklinger er det de færreste aktier der ligger over niveauet fra 2007, og det er ikke til at sige, hvor længe det bliver ved, men ser man over en længere tidshorisont vil der fortsat være et bedre afkast i aktiemarkedet end ved at sætte pengene i banken eller i obligationer.”

Og der har da også været lyspunkt blandt de spådomme analytikerne kom med da
2008 endnu var nyt. Blandt andet Vestas, der som den eneste aktie på favorit-listen kan bryste sig med en kursstigning set siden årsskiftet.

9,58 procent opad er det blevet til for Vestas, som modsat mange andre virksomheder kan glæde sig over de stigende oliepriser, der får efterspørgselen på alternative energikilder til at stige.

”Vestas har virkelig leveret varen. Det er en virksomhed, der er forholdsvist uafhængig af den generelle økonomiske situation og man kan sige, at vindenergien formentlig kommer til at køre sit eget løb. Der vil være en stor efterspørgsel på de alternative energiformer, der kan mindske afhængigheden af olie, og derfor hjælper det paradoksalt nok også Vestas når prisen på olie stiger,” siger Jacob Pedersen, fra Sydbank.

Både FLSmidth, Coloplast og Novo Nordisk hører til blandt de af favoritaktierne der har klaret sig udmærket. Således falder de mindre end C20-indekset, med henholdsvis minus 11,59 procent, minus 7,56 procent og minus 9,6 procent.

Læs også:
Hænger du på en taber-aktie?

Finanslegende: Kreditkrisen forværres i andet halvår

Hvordan tackler direktøren svindel?

 




Markedet lige nu