De europæiske aktier følger trop med de onsdagens stigninger i USA, og torsdag middag er der plusser i samtlige af de førende indeks.
25. august 2011, 14:36 – opdateret 25. august 2011, 14:43
Britiske FTSE ligger med et lille plus på 0,2 pct., franske CAC40 stiger knap 1 pct., mens tyske DAX stiger 0,7 pct.
Det amerikanske aktiemarked var i hopla onsdag efter at have fået brændstof til stigningerne fra bedre end ventede nøgletal for varige goder og huspriser.
Dow Jones og S&P 500 lukkede onsdag 1,3 pct. højere, mens Nasdaq steg 0,9 pct.
Finansaktierne klarer sig særdeles glimrende med en stigning på 1,85 pct. i det finansielle underindeks i Stoxx Europe 600.
Markedsdeltagerne har antennerne stift rettet mod fredagens tale fra den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke, der kommer efter det årlige symposion i Jackson Hole i Wyoming. Der spekuleres i, at den amerikanske centralbank Fed vil stimulere økonomien ved at øge sit opkøbsprogram eller sænke renterne på bankernes indeståender i centralbanken.
- Beslutningstagerne vil gøre, hvad de kan for at hjælpe markedet. Med mindre der sker en katastrofe i Europa, er der ikke så meget, der kan presse aktierne længere ned, vurderer Pierre Mouton, der er porteføljeforvalter hos Notz Stucki & Cie. i Geneve, til Bloomberg News.
Blandt de aktier, der nyder godt af den positive stemning, er den franske storbank Credit Agricole, der stiger 7,8 pct. til 6,7 euro. Bankens overskud i andet kvartal faldt 11 pct. til 339 mio. euro, men det var langt bedre, end nalytikerne havde frygtet, idet der ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg, var ventet et fald til 187 mio. euro.
Verdens største børsnoterede råvaremægler, Glencore, der blandt andet er kunde hos det danske rederi Norden, har rapporteret et halvårsoverskud på 2,45 mia. dollar mod 1,56 mia. dollar året før. Aktien, der blev børsnoteret i London tidligere på året, stiger 4,36 pct. til 407 pence.






























































