Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Erhvervslivets regering

Erhvervslivet er dårligt repræsenteret i politik, og sådan har det næsten altid været. Men hvordan kunne erhvervslivets regering se ud?

Politik handler om magt og burde derfor appellere til erhvervsledere. Men det er langt fra tilfældet. Ingen af vores nuværende politiske ledere har nogen som helst baggrund fra erhvervslivet, og derfor har der længe været en kulturkløft mellem politikere og topledere.

Den sidste toppolitiker med en tung erhvervsbaggrund var tidligere finansminister Henning Dyremose. Men det er efterhånden mange år siden, at han mere eller mindre desillusioneret forlod politik efter en ødelæggende magtkamp med Hans Engell. Siden har skotøjshandler Flemming Hansen været Folketingets mest prominente erhvervsleder, og det er ikke godt nok.

Med den kommende valgkamp er der måske nye tider på vej. Lars Kolind får nu mulighed for at vise, hvad han kan, og det kan åbne for, at flere topledere går ind i politik.

Men hvem kunne erhvervslivet mønstre, som kunne gøre en reel forskel som minister?

Her kommer 7 kandidater, som kunne danne en slagkraftig regering.

1. Asger Aamund

Asger Aamund er en torn i øjet på mange erhvervsfolk. Han udtaler sig om alt for meget, og det er bestemt ikke comme il faut i erhvervslivet, hvor man helst skal holde lav profil. Problemet med Asger Aamund er, at han har en flot kone, har tjent masser af penge, og så spiller det jo næsten ingen rolle, at han som hovedregel også har ret i det meste af det, han siger.

Asger Aamund vader i tilbud om attraktive opstillingskredse, men holder sig væk fra det politiske liv. Måske vurderer han, at han har større indflydelse ved at trække i trådene fra sit kontor i Amaliegade. Asger Aamund ville ellers være den helt rigtige erhvervsminister.

2. Flemming Østergaard

Flemming Østergaard er ligesom Asger Aamund en haj til at udtale sig om næsten hvad som helst. Men da hans firma er en del af underholdningsbranchen, er han ikke helt så ugleset af erhvervseliten, for det er jo en naturlig del af jobbeskrivelsen at optræde på slap line.

Flemming Østergaard vurderer imidlertid, at han har det bedre som bestyrelsesformand i PSE. Og det forstår man egentlig godt. Men Flemming Østergaard kunne blive en nyskabelse som underholdningsminister. (Ifølge Flemming Østergaard fodbold lig med underholdning - hvorfor så ikke billedkunst?)

3. Steen Riisgaard

Novozymes' topchef er måske ikke kendt i den brede offentlighed, men han er manden bag en betydelig erhvervssucces, for Novozymes oplever i øjeblikket en helt utrolig vækst i både omsætning og overskud. Det skyldes blandt andet, at Novozymes har forstået samspillet mellem politik og erhvervsudvikling ved at satse på bæredygtig udvikling. De enzymer, som Novozymes producerer, medvirker til lavere energiforbrug, og det var derfor ikke tilfældigt, at præsident George W. Bush for nylig aflagde besøg på en af virksomhedens fabrikker i USA. Det skyldes i høj grad Steen Riisgaards fornemmelse for politik.

Steen Riisgaard kunne være en endnu bedre miljøminister end selv Connie Hedegaard.

4. Ditlev Engel

Vestas' topchef er også ukendt i den brede offentlighed, men han har alle kvaliteter, der kendetegner en rigtig toppolitiker - sympatisk udstråling, målrettethed, og så har han ligesom Steen Riisgaard forstået at navigere i et marked, der er fuldstændig domineret af politik. Vindmølleindustrien er et af de mest regulerede områder overhovedet, og en form for kastebold i den meget varme diskussion om klimaforandringer.

Når Ditlev Engel om 5 år har færdiggjort sin mission i Vestas kunne han blive en fantastisk udenrigsminister, for han har internationalt udsyn og i tillæg hertil et enormt kendskab til Asien, som bliver stadig mere synlig og umulig at komme uden om på den globale scene.

5. Jess Søderberg

Jess Søderberg var i mange år en dygtig leder af vores suverænt største virksomhed A.P. Møller - Mærsk. Han var ikke klart kommunikerende udadtil, men det hænger sammen med kulturen i virksomheden, som ikke tillod det. Men ingen med kendskab til Jess Søderberg er i tvivl om, at han har meget store kvaliteter - også i forhold til det politiske spil. Hos Mærsk har man altid været i stand til at opnå politiske resultater.

Jess Søderberg udstråler en statsmands karisma, og han kunne være den helt rigtige statsminister.

6. Anders Eldrup

Anders Eldrup er et af de få eksempler på topembedsmænd, som er gået helt til tops i erhvervslivet. Når DONG engang på den anden side af valget børsnoteres, bliver det en af Danmarks mest værdifulde virksomheder, og det er takket være Anders Eldrups strategiske begavelse. Han har formået at samle energisektoren, så kræfterne kunne samles om at lave en slagkraftig enhed, der kan begå sig på den internationale scene.

Anders Eldrup kunne blive finansminister den dag i morgen og vil til hver en tid kunne matche Thor Pedersen.

7. Stine Bosse

Stine Bosse optræder meget hyppigt i medierne. Dermed bidrager hun til at profilere sin virksomhed - forsikringsselskabet Tryg, som hun i øvrigt driver med stor dygtighed. En af Stine Bosses kvaliteter er, at hun formår at skabe rum for personlig og faglig udvikling af medarbejderne. Det er en afgørende konkurrenceparameter.

Det kunne være spændende at se, om Stine Bosse kunne bruge sine erfaringer fra erhvervslivet til at videreudvikle vores uddannelsesssystem som undervisningsminister.

Og Lars Kolind?

Nå, ja - han kunne blive videnskabsminister. Han er visionær, og det kunne være interessant at se, om han kunne gøre Videnskabsministeriet til andet end et snakkeministerium. Han er ihvertfald tættere på en ministerpost end nogle af de syv ovennævnte - desværre.

 




Markedet lige nu