De store kursfald på aktier får sikkert mange til at tænke, at nu er aktierne billige, og nu skal der købes stort op. Læs her hvorfor aktier er og bliver et spil for mere hårdkogte typer.
15. december 2008, 07:26 – opdateret 2. november 2010, 13:19
Danske aktier er raslet ned i kurs. Noget, der mest af alt minder om et sandt brand- eller ophørsudsalg, har udspillet sig på aktiemarkedet i år, hvor kurserne er faldet med en styrke, der nærmest aldrig før er set værre. Er det så ikke nu, at det gælder om at gå mod strømmen, bevare roen, være cool og købe stort op?
Muligvis. Problemet med alt på de finansielle markeder, hvad enten det handler om obligationer, valutakurser, råvarer eller andre ting, er bare, at det er umuligt at sige noget med sikkerhed. Kunne man forudse kurserne bare ét minut ud i fremtiden, kunne man blive multimillionær så let som ingen ting.
Kursen på aktier og andre finansielle aktiver fastsættes ud fra forventninger til fremtiden, og det er først hvis der begynder at komme klare tegn på, at det hele vil gå bedre, at aktierne måske begynder at rette sig igen. Aktierne forsøger hele tiden, at være foran, og tage forskud på alle de ting, der er gennemført med lavere skatter, rentesænkninger, redningspakker, prisfald på olie med videre.
Men indtil videre kan aktiemarkedet trods dette endnu ikke få øje på, at det lyser forude for verdensøkonomien.
Kraftig opbremsning
De aktuelle kurser på både danske som udenlandske aktier afspejler lige nu, at der kommer en yderst kraftig opbremsning af den økonomiske aktivitet, som vil vare ved det meste af 2009, og muligvis også længere end det. Det vil lægge et massivt nedadgående pres på indtjeningen, hvilket reducerer værdien af de selskaber, som handles på børsen som aktier.
Læs også: Danskerne har tabt milliarder på aktier
Muligvis bliver nedturen slet ikke så voldsom, som aktiemarkedet regner med. Muligvis lysner det hele snart og muligvis er vi snart tilbage på det gode, gamle spor med økonomisk vækst, boom i verdenshandlen og fuld fart på Asien, Østeuropa og Latinamerika. Men det hele kan også blive meget værre. Den aktuelle krise stikker nemlig dybere, end de fleste lige tror. Det er ikke kun i Danmark, men hele kompasset rundt, fra syd til nord, øst til vest, at den er gal, og hvor økonomien pludselig har fået det dårligere. En så omfattende og global krise, som ses nu, kræver handling, og hvis politikere og centralbanker ikke formår at gøre noget alvorligt, og helst i samlet folk, så er der fare for, at nedturen bider sig fast og bliver meget langtrukken.
Meget er allerede gjort mange steder, men næppe nok, og at 2009 bliver et hårdt år, er så godt som sikkert.
Aktier gode på langt sigt
Så om markedet er på vej op, eller står foran en ny nedtur, er uhyre svært at sige ret meget præcist om. Det kræver, at man kan forudse fremtiden, og også kan sige noget om, hvordan det vil gå med renten, inflationen, dollarkursen, olieprisen og masser af andre størrelser, som hver for sig er noget nær umulige at spå om. På langt sigt, og hvis verden ikke går under, burde aktier dog være gode.
Men langt sigt kan være både ti og 20 år, og også mere end det. Det udelukker selvsagt ikke, at kurserne i den kommende uge boomer, og optimismen igen får tag i aktiefolket. Problemet er bare, at vi ikke ved det, og at pessimismen lige så godt kan bide sig endnu mere fast.
Aktier er med andre ord ikke for sarte sjæle. Det er for de mere hårdkogte typer, der tør satse, og som har råd til at tabe penge på de nedture, der med sikkerhed kommer. Af samme grund er en vigtig lære fra de kursfald, der er set på det sidste, at man skal sprede sine penge ud over mange ting og ikke satse hele butikken på én hest.
Det er i hvert fald en yderst farlig strategi, som kun kan anbefales til rene gamblere.
Læs også på Business.dk: 2008 bliver værste aktieår - nogensinde



































































