Mandag var en stille dag hos det danske C20-indeks, der endte 0,2 pct. lavere i 407,48, mens der var moderat fremgang i Europa. Novo Nordisk var største årsag til presset på C20-indekset.
6. september 2010, 17:29 – opdateret 6. september 2010, 17:31
Uden for C20 fik GN Store Nord positiv opmærksomhed efter afgørelsen i den polske voldgiftssag, som faldt ud til GN's fordel.
Amagerbanken kom et langt skridt nærmere med opbakning fra alle tre storaktionærer.
- Det danske marked var præget af lav aktivitet og forholdt sig afventende, da det amerikanske marked var lukket for Labor Day. Fokus var på sidepapirerne GN Store Nord og Amagerbanken, sagde Aktiechef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.
GN Store Nord endte 8,0 pct. højere i kurs 45,8. GN fik en erstatning på 2,2 mia. kr. fra den længe ventede voldgiftssag vedrørende polske aktiviteter. Erstatningsbeløbet svarer til 9 kr. pr. aktie. Danske Bank rykkede kursmålet på GN Store Nord op til 56 kr. fra 50 kr., mens kollegerne hos SEB Enskilda rykkede kursmålet op til 57 kr. fra 47 kr. Ifølge Sydbanks analytiker Morten Imsgard var beløbet større end analytikernes forventninger, der typisk var på 4-6 kr. pr. aktie. GN forventer, at anden fase af den yderst langstrakte voldgiftssag mod polske TPSA ventes at indbringe GN Store Nord 750 mio. kr., mens Jyske Banks analytiker Lars Terp Paulsen efterfølgende kom med en forventning, om at GN kan få 1,1 mia. kr.
A.P. Møller - Mærsk endte 1,5 pct. højere i kurs 46.200. Koncernens havnedivision APM Terminals er klar til at øge kapaciteten i Apapa-havnen i Nigeria markant i løbet af de kommende år. Det sagde topchef Nils Smedegaard under et besøg i Nigeria.
- Vi kan øge kapaciteten med 50 pct., måske endda fordoble den, inden for tre til fem år, sagde Nils Smedegaard ifølge avisen Nigerian Compass hjemmeside.
Vestas steg 0,1 pct. til kurs 221,8. Den danske vindmølleproducent er foretrukken leverandør til et belgisk offshoreprojekt, hvor 36-72 styk af den nye V112-mølle skal stilles op, hvis altså forhandlingerne ender med en aftale. Joint venturet sigter på, at man starter med at bygge den 800 mio. euro dyre park i 2012.
Amagerbanken susede 52,9 pct. højere til kurs 13. Mandag kom det frem, at alle tre storaktionærer i Amagerbanken, Nykredit, Karsten Ree Holding og PFA bakker op om Amagarebankens kapitaludvidelse. Den kriseramte bank og Økonomi- og Erhvervsministeriet indgik fredag efter børstid en aftale om at ændre på vilkårene for statslånet til banken. Aftalen betyder, at banken ikke længere kan tvinges til at konvertere statslånet til aktiekapital. Banken skal inden 15. september skaffe 750 millioner kroner for at leve op til kravene for at få hjælpen gennem statens Bankpakke II.
Rockwool steg 3,0 pct. til kurs 548. Selskabet er attraktivt prissat. Det vurderede LD Invest i sit seneste nyhedsbrev. - DCF-modelen indikerer en fair værdi af Rockwool på 714 kr. pr. aktie. Vi bemærker desuden, at Rockwool aktien handler med en rabat, skrev LD Invest.
Novo Nordisk sluttede svagest i C20-regi, da medicinalgiganten faldt 0,9 pct. til kurs 506,5. Danske Bank sluttede næstsvagest, og banken sluttede 0,9 pct. lavere i 136,8.
RB-Børsen




























































