Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

D/S Norden styrer sikkert mod rekordoverskud

Det vil med al sandsynlighed være en tilfreds Carsten Mortensen, der som topchef for det børsnoterede danske rederi Norden, kan præsentere årsregnskabet for 2007 i morgen mandag.

Norden vil have mere en tredoblet sit overskud i 2007, mens rederiet samtidig erobrede en plads i det toneangivende C20-indeks på Københavns Fondsbørs i løbet af året.

Norden, der primært sejler med tørlast såsom jernmalm og kul til og fra Kina, har i disse år medvind på grund af historisk gode markedsforhold. Og der er ingen tegn på, at det store boom på markedet for fragt af tørlast stopper.

Norden ventes at komme ud af 2007 med et nettooverskud på 688 mio. dollar skabt på baggrund af en omsætning på 2734 mio. dollar. Det viser en rundspørge foretaget af RB-Børsen til seks analytikere i ugen op til Nordens årsregnskab.

I midten af november opjusterede Norden sine forventninger til 2007 med 110 mio. dollar til et overskud på bundlinien på 670-700 mio. dollar, hvoraf de 165 mio. dollar stammer fra skibsavancer.

I forbindelse med kvartalsregnskabet for årets tredje kvartal i november slog Carsten Mortensen fast, at årets rekordoverskud dels skulle bruges til at hæve udbyttet, dels til eventuelle opkøb.

- Jeg venter, at aktionærerne skal have deres del af det, og så skal resten investeres i fremtiden. Opkøb er bestemt ikke utænkeligt. Nu har vi vokset organisk frem til i dag, mens hvis de skal bruges til opkøb, meddeler vi det først til fondsbørsen, sagde Carsten Mortensen til RB-Børsen i forbindelse med kvartalsrapporten.

Norden vil udbetale 35 kr. pr. aktie svarende til i alt 307 mio. dollar i udbytte for regnskabsåret 2007. Norden udbetalte i 2006 100 kr. pr. aktie i udbytte, men dengang havde aktierne en stykstørrelse på 20 kr. Siden har Norden nedsat aktiestørrelsen til en tyvendedel eller 1 kr. pr. aktie, og udbyttet på 35 kr. i 2007 svarer således til en syvdobling af udbyttet for 2006.

For 2008 venter analytikerne, at Norden øger omsætningen med 31 pct. til 3,6 mia. dollar, mens overskuddet på bundlinien ventes at blive på 806 mio. dollar.

- Det er Kina og Indien samt fragt af kul, der trækker væksten. Vi er positive omkring tørlastmarkedet for 2008 og 2009. Om det kommer til at ligge på niveau, under eller over indeværende år (2007, red.), vil vi ikke gætte på, men vi tror vi får et historisk godt marked næste år. For tankskibe venter vi et fornuftigt marked. Vi venter, at resultatet for tank kommer til at ligge lidt under resultatet i år næste år. Men i år har resultatet også været ganske højt, sagde Carsten Mortensen ved kvartalsregnskabet.

Norden har længe nydt godt af et velvilligt aktiemarked. I efteråret tabte Norden dog en del af markedsværdien, hvilket dog ikke ændrer på det faktum, at Nordens markedsværdi er steget med 100 pct. siden marts sidste år. Således var den samledes markedsværdi af Norden fredag eftermiddag på 22,7 mia. kr., idet aktien er faldet med knap 5 pct. i forhold til slutniveauet torsdag.

Norden-aktien sluttede fredag i 521 kr. eller 11 kr. lavere end torsdag.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu