Tørlastrederiet D/S Norden ligger med klart største stigning i C20-indekset, som over middag stiger 1,4 pct. til 361,35, mens de tre store europæiske markeder ligger med moderate stigninger i omegnen af 0,3 pct.
14. januar 2010, 13:22 – opdateret 14. januar 2010, 13:23
FLSmidth tiltrækker opmærksomhed med en kinesisk ordre.
- Nu rettes fokus mod eftermiddagens amerikanske detailsalg, som er for den vigtige december måned, udtaler aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til RB-Børsen.
Rederierne ligger forrest i feltet, og D/S Norden stiger betydeligt med 4,7 pct. til kurs 254,10, mens A.P. Møller - Mærsk ligger 1,8 pct. højere i kurs 42.140. Rederierne i Asien oplever solide stigninger, og Nippon Yusen lukkede godt 5 pct. højere og japanske Mitsui OSK steg godt 7 pct. Begge japanske rederier har både tørlast og containerfragt.
FLSmidth, som stiger 2,4 pct. til kurs 378,9, har indgået en kontrakt med den kinesiske cementproducent Conch på levering af en cementovn med en kapacitet på 12.000 tons pr. døgn til Tongling-cementfabrikken i det østlige Kina. Samtidig indleder FLSmidth en langsigtet satsning i Kina. FLSmidth oplyser ikke ordrens værdi, hvilket skyldes, at den er under 200 mio. kr.
- Det har stor betydning - dels fordi det er en stor fabrik, og dels fordi den ligger i Kina. Det er jo ret nyt, at de vil til at satse på Kina. Det tegner naturligvis også godt, at aftalen er indgået med den største producent i Kina. Det er en stærk bedrift, siger aktieanalytiker Christian Nagstrup fra Jyske Bank til RB-Børsen.
FLSmidth fik også nyt fra den schweiziske cementproducent Holcim. Cementproducenten vil øge sin produktionskapacitet i Indien med 10 mio. ton. Det oplyser medlem af direktionen Paul Hugentobler i New Delhi ifølge Bloomberg News.
Den tyske APM-konkurrent Hapag-Lloyd kan være på vej til at få en ny storaktionær. Financial Times Deutschland citerer Hapag-Lloyd-aktionær Klaus-Michael Kuehne for, at TUIs aktiepost på 43 pct. i Hapag-Lloyd tiltrækker finansielle investorer. De Welt har også talt med Klaus-Michael Kuehne, og her bemærker han, at Hapag-Lloyd er for lille i branchen på den lange bane, og derfor ser han gerne, at Hapag-Lloyd på sigt vil deltage i en konsolidering.
Maersk Linechef Eivind Kolding udtalte den 2. juli 2009 til Financial Times Deutschland, at den danske rederigigant venter en fusionsbølge i containerbranchen, hvilket vil ske i kølvandet af det svageste marked i årtier. Yderligere bemærkede i juli Eivind Kolding, at han godt kunne forestille sig at Maersk Line spiller en aktiv rolle i en konsolidering i containerbranchen.
Bang & Olufsen stiger 4,6 pct. til kurs 79,5. Alm. Brand Markets opjusterer sin anbefaling af Bang & Olufsen-aktien til køb fra salg. Samtidig hæves kursmålet for aktien til 95 kr. pr. aktie fra 40 kr. pr. aktie.
- Efter at Bang & Olufsen har gennemført betydelige omkostningsreduktioner, er det essentielle for koncernen at hæve omsætningsbidraget fra nye produkter markant. Vi har derfor foretaget en rundspørge blandt 45 B&O-forhandlere på koncernens tre hovedmarkeder, der viser, at knap 80 pct. af B&O-forhandlerne har oplevet fremgang i julesalget, skriver aktieanalytiker Brian Rathje fra Alm. Brand Markets i forbindelse med opjusteringen.
RB-Børsen






























































