Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dit ego styrer investeringen

Mænd investerer langt mere i aktier end kvinder.

Mændene vil spille med musklerne og satser på det mere risikable, mens kvinder søger hen mod det sikre. Sådan ser billedet groft sagt ud, når det handler om, hvordan over 800.000 danskere sætter deres penge i investeringsforeninger. Det viser tal som Investeringsforeningsrådet har lavet for Business Søndag.

Tallene viser, at kvinderne helst vil sætte deres opsparing i obligationer, mens mændene hælder langt mere til aktier. Lige over 66 procent af kvindernes formue er sat i obligationer, mens lidt under 29 procent er i aktier. Resten er i blandende investeringsforeninger.

Mændene har lige under 52 procent af deres formue i obligationer og næsten 42 procent i aktier.

Den sidste del er i blandede afdelinger.

Vil gerne have ret

Udviklingen bekræftes af en række investeringsforeninger Business Søndag har talt med i form af Danske Invest, Nordea Invest, BankInvest og Jyske Invest.

”Hos os ser vi ikke alene det overordnede billede, at mændene investerer langt mere i aktier end kvinderne. Det er ligeledes tydeligt, at jo mere risikable aktieafdelingerne er, desto større bliver overvægten af mænd, der investerer i foreningen,” siger investeringschef hos Nordea Invest Thøger Svendsen.

”Fordelingen i vores aktieafdeling Emerging Market er 70 procent mænd og 30 procent kvinder. De flere aktier hos mændene skyldes nok, at de gerne vil have ret. Og det er nemmere at få ret, når man investerer i afdelinger med store kursudsving. Det tilfredsstiller derfor mere mændenes ego at investere i aktier,” siger Thøger Svendsen.

Fokus på tab

Ser man på opgørelsen fra Investeringsforeningsrådet opdelt på alder, så er det både for mændenes og kvindernes vedkommende de unge fra 30 til 39 år og fra 40 til 49 år, der er mest lune på at investere i aktier.

De to aldersgrupper er de eneste, hvor kvindernes andel af obligationer er under 50 procent. For mændenes vedkommende er det de to eneste aldersgrupper, hvor aktieandelen er over 50 procent.
Mændenes beholdning af aktier i forhold til den samlede formue er stadig markant større end kvindernes.

Det understreges ligeledes af tal fra Jyske Invest. I en af investeringsforeningens afdelinger med lav risiko Jyske Invest Korte Obligationer udgør kvinder godt 60 procent af investorerne. I den anden ende af risikospektret ses Jyske Invest Tyrkiske Aktier, som historisk har vist store afkastudsving. Her udgør mænd tre ud af fire investorer.

”Mit bud på forskellen er, at mænd har fokus på det de kan vinde, mens kvinder har fokus på det de i værste fald kan tabe. Sagt med andre ord har kvinder meget fokus på risikoen for tab, som man vil gøre meget for at eliminere på bekostning af udsigten til ellers at vinde et stort positivt afkast,” siger marketingkonsulent Jesper Grooss.

Kommunikationschef i BankInvest Dag Holmstad er helt enig.

”Det er vores fornemmelse, når vi taler med vores distributørbanker, at kvinder generelt er mere forsigtige end mænd, når det handler om investeringer i investeringsforeninger. Kvinder er ofte mere tro mod deres investeringsstrategi, og de omlægger ikke så tit. De er dygtige til at få pæne afkast,” siger Dag Holmstad.

Ingen gør det bedst

Ekspert i investeringsforeninger chefanalytiker Karsten Henriksen fra Morningstar mener ikke, at man kan konkludere noget om hvilke af kønnene, der har den smarteste investeringsstrategi.
”Det man kan sige er, at jo længere tidshorisont, man har på sin investering, desto mere kan det betale sig at investere i aktier. De tab, der kommer på aktierne, vil blive indhentet over tid,” siger Karsten Henriksen.

”Samtidig er det værd at huske på, at aktier ikke bare er aktier og obligationer ikke bare er obligationer. Hvis man går over i virksomhedsobligationer udstedt af mindre kreditværdige selskaber, vil de have en højere rente, men der vil også være en større risiko,” siger Karsten Henriksen, der fremhæver, at det mest sikre man kan sige er, at det er vigtigt både at have aktier og obligationer i ens portefølje.

Det gælder uanset om man er mand eller kvinde og hvor lang ens investeringshorisont er. Af de mange danskere, som investrere i investeringsforeninger, er der en overvægt af mænd på omkring 14 procent. Den gennemsnitlige investering for mændene er på 125.044 kr., mens den for kvinderne er på 92.192 kr.

 




Markedet lige nu