Søren Hother Jensen er med snilde og tålmodighed kommet bedst fra start i Aktiespillet.
17. marts 2010, 09:33 – opdateret 17. marts 2010, 09:38
Selv om klokken kun lige havde slået otte, da business.dk fangede Søren Hother Jensen for at overbringe ham nyheden om hans stærke bedrifter i Aktiespillet, var der friskhed at spore i hans stemme.
”Det lyder da godt. Jeg vidste jo godt i går, at jeg lå deroppe, men det er da dejligt med en præmie”.
Søren Hother Jensen er ikke ueffen på aktiemarkedet. Til daglig arbejder han som regnskabschef på Royal Scandinavian Casino i Århus, og tidligere har han været ansat som revisor. Han ved, at det ikke handler om at storme af sted.
”Jeg har tiltro til Vestas, selv om det ikke har givet så meget endnu. Men dem jeg har tjent på indtil videre er Schouw og Co. og Bavarian Nordic, som begge kom med regnskaber, efter jeg havde været inde at købe dem. Bavarian kom også for nylig med gode nyheder om et nyt produkt,” siger Søren Hother Jensen, der er 37 år gammel og bor i Odder.
Ingen hovsa-investeringer
Trods sin nuværende førerposition i Aktiespillet vil Søren Hother Jensen i den kommende tid holde lav profil.
”Regnskabssæsonen er ved at være forbi, så nu er det nøgletal, der er i fokus. Det bliver mere overordnet nu, og forventningen er, at der ikke kommer så mange udsving de næste par uger,” siger Søren Hother Jensen.
Nordens hotteste aktier lige nu
En decideret strategi har Søren Hother Jensen ikke. Han følger udviklingen på markedet og ser efter, hvad der ligger lavt.
”Jeg kigger mig bare lidt rundt omkring, og så har jeg været heldig at ramme det rigtige tidspunkt. Jeg har ikke nogen bestemt måde at gøre det på,” siger Søren Hother Jensen.
Det bliver nu muligt for Søren Hother Jensen at være endnu mere frisk om morgenen, da han modtager en stempelkande fra Stelton til en værdi af 1.249 kr. for sin indsats i Aktiespillet.






























