Finanstilsynet har politianmeldt en deltager i Alm. Brand Bank og Berlingske Tidendes aktiespil for kursmanipulation. De ansvarlige bag aktiespillet opdagede snyderierne – og smed ham ud af spillet.
19. februar 2008, 11:33
En deltager i Alm. Brand Bank og Berlingske Tidendes aktiespil var sidste forår så desperat for at vinde en af de flotte præmier i spillet, at vedkommende begik kursmanipulation. Det mener i hvert falde Finanstilsynet, som nu har meldt vedkommende til politiet for kursmanipulation – en forbrydelse der i værste fald kan give fire års fængsel.
”Den pågældende privatperson lagde via sin netbank adskillige gange ordrer ud i markedet på en af de mindre likvide aktier på Fondsbørsen. Umiddelbart derefter "handlede" han med sine fiktive aktier i aktiespillet, inden han annullerede sine ordrer. Det lykkedes ham på denne måde at nå op blandt de bedst placerede i aktiespillet. Inden spillets afslutning blev han imidlertid udelukket på initiativ fra de ansvarlige bag aktiespillet,” skriver Finanstilsynet i en meddelelse.
”Finanstilsynet vurderer, at aktiespildeltagerens handlinger var motiveret af de store præmier i aktiespillet, og at han ikke har haft økonomisk vinding. Men da hensigten med ordrerne øjensynligt ikke var at gennemføre reelle handler, men i stedet at påvirke kursen, er det Finanstilsynets opfattelse, at aktiespilleren har overtrådt Værdipapirhandelslovens regler om kursmanipulation,” står der videre.
”Finanstilsynet anser det som en skærpende omstændighed, at handlingerne tilsyneladende er sket med fuldt overlæg, og at de er gentaget et stort antal gange”.
Strafferammen for at begå kursmanipulation er fængsel i op til halvandet år. I særligt grove tilfælde kan straffen stige til fængsel i op til fire år.
Spørgsmålet om politianmeldelse har været forelagt for Fondsrådet.


































