Fionia Banks nye direktør var blot en måned om at erkende alvoren af bankens problemer. Formanden har siddet i to år, så en stor del af ansvaret for bankens problemer ligger hos frratrådte personer.
23. februar 2009, 11:11 – opdateret 17. maj 2012, 14:53
Fionia Banks direktør, Jørgen Bast, fik præcis en måned på posten i Fionia Bank , før han sendte nødråbet ud. Han blev hentet ind i januar, fordi bestyrelsen søgte en erfaren person, der kunne redde banken ud af problemerne, og det har han så gjort - på sin vis. Hans forgænger Henrik Borup Jeppesen nåede kun at sidde der i tre måneder, før han fratrådte.
De alt for store og velvillige lån til ejendomsbranchen er dog beviljet længe før det. Ansvaret herfor ligger hos Finn B. Sørensen, som var bankens øverste chef i perioden fra 1996 til oktober 2008, og så naturligvis hos bankens bestyrelse.
I dag er Palle Stærmose, der er administrerende direktør i drivhuskoncerne Juliana, bestyrelsesformand i Fionia Bank, men han har kun siddet der siden foråret 2006.
Bankens formand inden da var Claus Hansen, der nåede at sidde på posten i 25 år, og ellers var borgmester i Ejby kommune på Vestfyn.
Da rygterne om Fionia Bank tog til i efteråret blev presset på Finn B. Sørensen for stort. I et åbenhjertigt interview med Berlingske Business fortalte han, at han gik ned med en "stressbetinget depression".
»Jeg har altid arbejdet meget, men i den sidste tid har jeg simpelthen ikke været i stand til at udføre de ting, jeg skulle. Jeg fik signaler fra kroppen, der gjorde, jeg ikke længere kunne agere med handlekraft. Den slags kan du godt skjule, når du sidder i større møder, men når du skal sætte ting i gang i samtaler med medarbejdere og andre, så bliver det synligt,« fortalte Finn B. Sørensen.
Posten blev overtaget af Henrik Borup Jeppesen, der gennemførte milliardnedskrivninger på bankens engagementer. Han erkendte desuden offentligt, at banken havde været for offensiv i sine udlån. I januar fratrådte Henrik Borup Jeppesen, og 59-årige Jørgen Bast kom til fra en stilling som kreditdirektør i Spar Bank i Skive.
Jørgen Bast har mange års erfaring i banksektoren, som han ikke mindst har hentet hos Danske Bank. Her har han været ansat i kreditafdelingen i København og siden som områdedirektør på Fyn. Et sidespring i karrieren skete i perioden 2001 til 2006, hvor han var administrerende direktør i handelskoncernen F.Uhrenholt.
I forbindelse med at statens afviklingsselskab overtager kontrollen med Fionia Bank, er det dog aftalt, at den nuværende direktion og bestyrelse fortsætter. Dog foreslås det, at tidligere bankdirektør i Nordea, Jørn Kristian Jensen, vælges ind i bestyrelsen.






























































