Frygten for fremtiden får danskerne til at beholde Dankortet i lommen. Omsætningen på betalingskortet er faldet med ti procent.
24. marts 2009, 22:06 – opdateret 2. november 2010, 13:47
Trods massiv nødhjælp for milliarder af kroner for at holde dampen oppe i økonomien og puste nyt liv i forbruget tager danskernes lyst til at bruge penge på nye biler, tøj, rejser og restaurationsbesøg et historisk dyk.
Omsætningen på Dankortet er faldet med hele ti procent i februar i år - til 18,75 milliarder kroner - sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket er det største dyk nogensinde i kortets over 25-årige historie.
»Der er tale om et historisk stort fald i forbruget. Det viser, at lavere skatter ikke er vejen frem i den aktuelle situation, hvor folk er bange for at miste jobbet. Så tør de nemlig ikke bruge penge,« siger økonom Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Selv om politikerne har sænket skatten, besluttet at slippe den særlige SP-tvangsopsparing løs og vedtaget renoveringspuljer samtidig med, at renter og energipriser er halveret på kort tid, synes det umuligt at kontrollere danskernes frygt for fremtiden. Den voldsomme tilbagegang i privatforbruget er ildevarslende nyt, påpeger økonomer, fordi netop forbruget sammen med eksporten er de største motorer til at skubbe økonomien i gang igen.
Professor og tidligere vismand Jan Rose Skaksen peger på, at »stemningen er skiftet i befolkningen på meget kort tid«.
»Usikkerheden om, hvad der sker fremover, og hvor længe krisen trækker ud, får flere til at spare op. Mange har også mistet hele eller store dele af deres formue på faldende boligpriser og lavere aktiekurser, og det gør folk mere forsigtige,« siger Jan Rose Skaksen.
Topøkonomen advarer dog imod at stimulere økonomien med yderligere nødhjælp på nuværende tidspunkt.
Også på Christiansborg afviser regeringspartierne at spille hasard med dansk økonomi ved at indføre flere lempelser.
»Vi har gjort det, der skal gøres nu. Nu skal vi se alle initiativerne folde sig ud, før der gøres mere. Men vi følger selvsagt tingene meget nøje,« siger finansordfører Mike Legarth (K).
Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller økonomiminister Lene Espersen (K).































































