25. juni 2011, 06:30

Danskerne falder pladask for bankernes salgstaler om høje afkast via aktivt styrede investeringsafdelinger - selvom de ofte kunne opnå højere afkast ved at investere i passive indeksafdelinger. Så hård lyder advarslen fra såvel forskere som investeringseksperter:

»Det er ganske få private investorer med en investeringshorisont over fem år, der kan få gavn af de aktivt styrede foreninger. Vi må bare erkende, at ikke alle er rationelle i deres investeringsvalg. Mange tror rent faktisk på, at de kan slå markedet, at de er klogere end naboen. Og det er den grådighed, bankerne spiller på, når de sælger de aktivt styrede foreninger,« siger formuerådgiver Kim Valentin fra Finanshuset.

Investeringsfonde kan groft sagt opdeles i to typer: De passive afdelinger der konsekvent spejler et indeks og derfor kan holde de årlige omkostninger (ÅOP) nede på typisk 0,5-1,5 procent. Herover for står de aktive foreninger, med typiske ÅOP mellem 1,5 og 4 procent, der forsøger at slå markedet ved løbende at købe og sælge enkeltpapirer. Berlingske har tidligere dokumenteret, hvordan én sparet procent i omkostninger ved en pensionsformue på gennemsnitligt to millioner kroner over 30 år kan give 600.000 kroner ekstra at leve for.

Fordelingen er helt gal

Både Nationalbanken og senest Penge- og Pensionspanelet har været ude med slet skjult kritik af de aktive fonde for ikke at levere det merafkast, de stiller investorerne i udsigt. Nationalbankens rapport fra 2008 konkluderer således, at overraskende mange aktive afdelinger - trods de højere omkostninger - i praksis er tæt på at følge en passiv investeringsstrategi ved at lægge sig tæt op ad det indeks, de ellers forsøger at slå.

Trods advarslerne har danskerne i dag kun placeret fire procent af de mere end 1.000 milliarder kroner hos investeringsforeningerne i passivt forvaltede afdelinger. De resterende 96 procent er investeret i afdelinger, som aktivt forsøger at slå markedet.

Og det er helt galt, advarer Tom Engsted, professor i økonomi på Aarhus Universitet, der var medforfatter på Penge- og Pensionspanelets rapport fra januar:

»Den almindelige private investor går ned i banken og spørger rådgiveren, hvordan han skal investere sine 50.000 kroner. Og så hiver rådgiveren naturligvis en aktiv forening ned fra hylden, fordi det er dem, der giver bankens størst indtjening i form af provision,« siger han og henviser til en amerikansk undersøgelse fra 2009, hvori to forskere påviser, at kun tre procent af de aktivt styrede amerikanske investeringsforeninger gav et risikojusteret nettoafkast, der var lig med eller højere end det tilsvarende afkast i en passivt forvaltet indeksforening. Med andre ord klarede hele 97 procent sig på bundlinjen dårligere end markedet.

Branchen forsvarer de højere omkostninger

Hos Investeringsforeningsrådet afviser direktør Jens Jørgen Holm Møller kritikken:

»Man kan ikke sige, at den aktive investeringsstrategi på sigt er bedre end den passive, men heller ikke at den er ringere. Det er to forskellige tilgange til investering, hvor de passive fonde sikrer afkastet ved at spare på omkostningerne, mens de aktive forsøger at sikre det ved at udvælge vinderne,« siger han og uddyber at ens valg af strategi bør afhænge af, hvor vidt man tror, det er muligt at klare sig bedre end markedet.

Såvel Forbrugerrådet som økonomiprofessor Tom Engsted efterlyser mere information til investorerne. Allerede i dag er der dog hjælp at hente på Investeringsforeningsrådets hjemmeside, hvor det blandt andet er muligt at sammenligne ÅOP for de enkelte foreninger.