Myten om, at danskerne køber og sælger aktier på de forkerte tidspunkter, holder ikke stik.
31. august 2010, 06:58 – opdateret 2. november 2010, 15:19
Myten om, at danskerne tosser rundt på aktiemarkedet og køber, mens det er dyrest, holder ikke helt stik. Det viser en analyse af privatinvestorernes adfærd på aktiemarkedet gennem de seneste par år.
Efter en nedtur fra efteråret 2007 og en ørkenvandring gennem 2008 vendte aktiekurserne igen snuden opad fra foråret 2009. Og danskerne var vakse ved havelågen og købte stort ind, mens kurserne stadig var tæt på bunden.
"Det er glædeligt at se, at danskerne køber stort ind, lige efter markedet er vendt. Hvis man kigger på myten om, at privatinvestorerne køber på toppen og sælger på bunden, så er her i hvert fald et eksempel på det modsatte," siger direktør i investeringsforeningsrådet Jens Jørgen Møller.
Der skete ganske vist også et temmelig stort udsalg på knap to milliarder kroner i februar 2009, da aktierne ramte bunden. Men det overgås langt af de efterfølgende måneders indkøb, der toppede med indkøb for knap 5,2 milliarder kroner i maj samme år.
Læs også: Private investorer fristes til kursmanipulation
Analysen viser, om de private investorer netto har opkøbt aktier gennem investeringsforeninger, som efter en stigning på fem procentpoint nu står for 45 procent af danskernes investeringer af frie penge samt pensionsopsparing, som de selv styrer.
Tallene viser, at danskerne gennem hele resten af 2009 købte flere investeringsbeviser med aktier, end de solgte.
Jens Jørgen Møller tolker tallene, som at investeringskulturen i Danmark udvikler sig, og hans bedste råd til investorer, der vil undgå at købe på toppen er at købe ind løbende - også selv om gode tider og gode nyheder fra virksomhederne kan lokke psyken til at sætte det hele ind i aktier på én gang.
"Det kan være svært at koble psyken af, så man ikke kun køber, når markedet har det bedst. Svaret kan være at købe ind løbende. Så køber man ganske vist også, når kurserne er høje, men man køber også på andre tidspunkter, når de er lavere," siger han.
Private investorers nettoinvestering i investeringsforeninger med aktier kontra MSCI Verdensindekset for aktier. Mia. kr. til højre.
Kilde: Investeringsforeningsrådet
Andre tal fra Værdipapircentralen viser ifølge redaktør af Aktieugebrevet Morten W. Langer også en mere moden aktiekultur i Danmark.
Tallene viser de private investorers relative andel af aktier som enkeltpapirer, der er mere risikable at investere i end investerringsforeninger, der har indbygget en spredning over flere aktie på én gang. Og privatinvestorernes andel af aktierne i Danmark er faldet over det seneste år fra cirka 15,5 procent til 14,9 procent.
Den privatejende obligationsandel er steget, og andelen af investeringsforeningsbeviser er faldet ganske markant fra 49,3 til 43,4 procent.
Det tegner et billede af investorer, der reber sejlene til mere stormvejr på aktiemarkederne.
"Et fald i aktieandelen over det seneste år ser jeg som et sundhedstegn hos de private investorer. Vi tror, det kommer til at gå grueligt galt på aktiemarkedet, og det har vi skrevet en del om, som de private investorer åbenbart har lagt mærke til. Det vidner om en vis portion sund fornuft," siger Morten W. Langer.
Han tror, at den danske investeringskultur fortsat halter langt efter den svenske, hvor det i flere år har været naturligt selv at investere sine penge i værdipapirer.
"Der er nok kommet en øget bevidsthed om at man selv skal danne sig et indtryk af, hvad der sker. Investorerne er med på aktier, men de er også klar til at skrue ned for blusset, og det er også ekstremt farligt bare at lade aktierne ligge," siger Morten W. Langer.




































































