Udbyttet fra danske aktieselskaber og investeringsforeninger ser i år ud til at blive blot en tredjedel af niveauet for 2008 på grund af bankernes forbud mod udbytteudbetalinger og den elendige markedsudvikling for investeringsforeningerne i 2008.
18. maj 2009, 09:53 – opdateret 18. maj 2009, 10:35
Man skal tilbage til 2002 for at finde et år, hvor der er blevet udbetalt mindre end de 20 milliarder kr., som ejere af danske aktier og investeringsforeninger i år har modtaget.
Det skal sammenlignes med at investorne i 2008 modtog i alt 56 milliarder kr., viser en opgørelse fra Nationalbanken.
Opgørelsen er ikke endelig, men er ifølge Nationalbanken et ret solidt pejlemærke for udbytterne, da mellem 80 og 90 pct. af alle udbytter normalt udbetales i marts og april.
Banker og investeringsforeninger trækker udbytter ned
"Det lave niveau skyldes nedgangen i udbyttebetalinger fra såvel aktier som investeringsforeninger. For aktiers vedkommende kan de små udbytter til dels forklares med manglende udbetalinger fra pengeinstitutterne, hvor de i 2008 udgjorde 30 pct. af de samlede udbytter fra aktier. Lave udbyttebetalinger fra investerinsforeninger skyldes hovedsageligt store kursfald på de finansielle markeder i 2008," skriver Nationalbanken.
Stort set samtlige banker i Danmark har fået forbud mod at udbetale udbytte frem til udgangen af september 2010. Det er nemlig et krav for at deltage i statsgarantien for bankernes indlån, som næsten alle banker i Danmark har tilsluttet sig. Og det gør ondt på udbytterne, for alene Danske Bank udbetalte i 2008 et udbytte på lige knap 6 milliarder kr.
Lave udbytter rammer kursudviklingen
Alt andet lige betyder lavere udbytter en dårligere udvikling på aktiemarkedet. Børsnoterede virksomheder kan udbetale overskud enten ved at betale udbytte eller ved at tilbagekøbe egne aktier, og ikke kun banker men stort set alle typer virksomheder har reduceret eller ellimineret udbytter og aktietilbagekøb for at styrke deres egenkapital under den finansielle og økonomiske krise.
Det går ud over aktiekurserne, fordi de fleste investorer vælger at reinvestere udbytter i aktiemarkedet, mens aktietilbagekøb i sig selv også er med til at understøtte aktiekursen. Så derfor betyder lavere udbytter og færre aktietilbagekøb alt andet lige, at efterspørgslen på aktier falder.






























































