Danske Bank fik kurssmæk efter et skuffende regnskab tirsdag, hvor C20-indekset endte i et solidt minus på 1,2 pct. til 420.
11. august 2010, 07:47
Den negative udvikling fik generelt overtaget lige fra morgenstunden, hvor bekymrende tal fra Kina samt USAs rentemøde var i fokus. William Demant og Novo Nordisk gik mod den negative strøm. Genmab steg også efter positive resultater fra et afsluttede pivotalstudie med ofatumumab.
- Korrigeret for engangsposter pegede tommelfingeren ned for Danske Banks regnskab. Men jeg er overrasket over, at aktien faldt så meget. Der var generelt lidt nervøsitet hele Europa rundt forud for USA's rentemøde, der uden tvivl er ugens hovedbegivenhed. Her lyttes der efter, om centralbanken vil opkøbe byggeobligationer for at støtte boligmarkedet, og om styringsrenten fastholdes i en længere periode, sagde Ole Kjær Jensen aktiechef hos Sydbank til RB-Børsen.
Danske Bank lukkede 5,2 pct. lavere i 133,3, efter uger med fine stigninger. Storbankens regnskab for andet kvartal er en blandet historie med en lille pil ned. Sådan lød vurderingen fra Nordea.
- Fokus i regnskabet var på nedskrivningerne på lån, som blev ca. 3,5 mia. kr. mod forventet ca. 3,8 mia. kr. og altså bedre end ventet. Til gengæld skuffede toplinjen med nettorenteindtægterne en smule på grund af en presset rentemarginal. Omkostningerne var også højere end ventet, skrev Nordea.
Danske Bank fik renteindtægter på 11,93 mia. kr. i første halvår, hvilket var en tilbagegang fra 14,13 mia. kr. for samme periode i fjor. Analytikerne havde ventet større renteindtægter på 12,1 mia. kr. Banken skrev, at nettorenteindtægterne udviklede sig negativt sm ventet som følge af lavere korte renter, lavere udlånsvolumen, faldende indlånsmarginaler samt omkostninger til længere løbende funding. Storbanken venter, at 2010 bliver endnu et udfordrende år for finanssektoren. Der ses håb om forbedringer i forretningsbetingelserne, men udviklingen er dog stadig skrøbelig, og gældssituation i euroområdet har forstærket usikkerheden. Danske Bank fik sænket sin aktie-anbefalingen af finanshuset Nomura til "neutral" fra "køb". Konkurrenten Nordea lukkede 1,5 pct. lavere i 58,1.
William Demant endte 1,1 pct. højere i 425,9. Den schweiziske storbank UBS har hævet sin anbefaling af William Demant-aktien til "køb" fra "neutral". Den danske høreapparatkoncern kommer med regnskab for første halvår onsdag i næste uge.
Novo Nordisk lukkede 0,6 pct. højere i 506,5. Det skete, selvom det tyske finanshus WestLB nedjusterede sin anbefaling på aktien fra "akkumuler" til "neutral".
Genmab lukkede 4,6 pct. højere i 65,95. GlaxoSmithKline (GSK) og Genmab har offentliggjort endelige primære resultater fra det afsluttede pivotalstudie med ofatumumab til behandling af patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). De positive resultater fra et foreløbigt forsøg og bivirkningsprofilen blev bekræftet.
FLSmidth lukkede 2,2 pct. lavere i 418,4. Anbefalingen af den franske cementproducent Lafarge, som er FLSmidth kunde, blev sent mandag sænket til "neutral" fra "køb" af finanshuset Goldman Sachs.
SAS lukkede 1,3 pct. lavere i 22,2. Koncernchefen i SAS, Mats Jansson, forlader styrepinden i luftfartsselskabet til efteråret.






























































