Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk EU-lobbyisme skjules

Sidste sommer startede EU et frivilligt lobbyregister, men indtil videre har kun seks danske virksomheder ladet sig registrere.

EU vurderer selv, at der hvert år bliver brugt omkring én millard euro på lobbyisme. Det er altså ikke småbeløb, der er anvendt til at søge indflydelse på den omfattende lovgivningsproces, der påvirker virksomhederne i EUs 27 medlemslande.

I et forsøg på at få korridorpolitikken ud i det åbne lancerede EU-Kommissionen i juni 2008 et frivilligt register, hvor virksomheder og interesseorganisationer, der var aktive i Bruxelles, frivilligt kunne lade sig registrere.
15 måneder senere har Ugebladet A4 gennemgået registret og har kunnet konstatere, at blandt de 2.066 registrerede var kun 38 danske, og af disse var kun seks virksomheder. Hovedparten af de registrerede er brancheforeninger og interesseorganisationer. Det er også her forklaringen ifølge DIs Europapolitiske direktør, Sinne Conan, skal findes.
»Vi lod jo os registrere på vegne af vores 11.000 medlemmer, og på den måde vil der være en lang række organisationer i registret, som i virkeligheden er registreret på vegne af deres medlemmer, og dermed repræsenterer de et langt større antal,« siger hun til Berlingske Business.

Mangler ressourcer
Sinne Conan peger på, at der ganske enkelt ikke er særlig mange danske selskaber, der har ressourcerne til selv at håndtere den politiske inter­essevaretagelse i Bruxelles.
Men der er stadig danske virksomheder, der selv har ressourcerne til det og også er aktive i korridorerne. Så er det ikke tilstrækkeligt at lade sig repræsentere i registret af en brancheorganisation.
Det mener i hvert fald Erik Wesselius fra åbenhedstænketanken Corporate Europe Observatory og nævner A.P. Møller - Mærsk.
»Ifølge dette register burde A.P. Møller - Mærsk registrere sig for løn, møder og rejser. Men desværre ser EU igennem fingre med, at virksomheder opfinder deres egne definitioner af, hvad lobbyisme er. Det betyder, at forskellige virksomheder registrerer på forskellige måder.«
Anders Würtzen, der er ansvarlig for politisk lobbyisme hos A.P. Møller - Mærsk, medgiver gerne, at virksomheden udfører lobbyarbejde i Bruxelles, men ønsker ikke at oplyse, hvorfor den ikke vil optræde i registret.

Ingen fordele
Carlsberg optræder heller ikke i registret, til trods for at virksomhedens ansvarlige for politisk lobbyisme, Knud Hedeager Nielsen, deltager i EU-møder mindst én gang om måneden.
»På nuværende tidspunkt er der simpelthen ingen fordele ved at optræde i registret. Jeg kan tage til alle de møder, jeg vil,« forklarer han om den manglende tilstedeværelse i registret.

Peter Nedergaard, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener ikke, at registret er nogen succes og kan ikke se nogen fordel ved at have et frivilligt register. Det bør være obligatorisk, hvilket EU-Kommis­sionen ifølge professoren selv har været åben overfor.
»Kommissionen har nævnt, at det frivillige register kan fungere som en introduktion til et egentligt obligatorisk register. Men hvis det er tilfældet, må det også være på tide at komme i gang nu.«
Professoren bakkes op af parlamentsmedlem Dan Jørgensen (S), der taler for at gøre registret obligatorisk, således at man kan fratage lobbyister retten til at lobbye, hvis de overtræder reglerne.

Der er dog ikke enighed blandt de danske politikere i Bruxelles. Morten Messerschmidt (DF) er tilfreds med de nuværende regler, og Jens Rohde vil på ingen måde gå ind for at stramme reglerne.

 




Markedet lige nu