Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Carlsberg-topchef: Besynderligt forslag i Rusland

Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, understreger, at man fortsat håber at kunne påvirke de russiske politikere, så de forkaster et forslag om at hæve ølafgiften med 200 procent.

Det er dårligt nyt for ølkategorien, men intet er afgjort endnu. Sådan lyder meldingen fra Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen, efter at den russiske regering har foreslået at forøge afgiften på øl med 200 procent.

"Vi forventer, at der fortsat er mange russiske politikere, der er lydhøre over for vores budskaber. Det er kun et forslag. Vi vil fortsat gå aktivt ind i debatten," siger Jørgen Buhl Rasmussen til Business.dk.

Forslaget fra den russiske regering vil til sammenligning blot hæve afgiften på stærk alkohol som vodka med 10 procent, og Jørgen Buhl Rasmussen mener, at det alt andet lige vil hæve vodkaforbruget.

"Forslaget er rigtig dårligt nyt for folkesundheden i Rusland, og det vil have meget negativ betydning for russiske arbejdspladser," siger han.

Hvad vil det betyde for Carlsberg, hvis forslaget går igennem?

”Det er for tidligt at sætte tal på. Der diskuteres mange ting omkring alkohol i Rusland i øjeblikket. Der har også været snak om minimumspriser på vodka, om begrænsning på bestemte salgssteder osv. Indtil videre ved vi ikke, hvad det ender med."

Hvad vil det betyde for Carlsbergs strategi i Rusland?

"Det må tiden vise. Vi kigger på forskellige måder at håndtere det på, men nu må vi se, hvad det hele ender med. Hvis det skulle ende med en afgiftsstigning på 200 procent, så håndterer vi det. Men vi håber stadig, at det ikke går igennem."

Den seneste uge har både budt på et forslag om en afgiftsforhøjelse og spekulationer om, hvorvidt man vil forbyde salg af øl i kiosker. Har det været lidt af en rædselsuge for dig?

"Det andet er kun spekulationer, og hvis jeg hele tiden skulle reflektere over det, der tales om, kunne jeg ikke lave andet. Der var tidligere også tale om risiko for en kraftigt faldende rubel, men den ligger nu nogenlunde stabilt nu."

 




Markedet lige nu