Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Carlsberg og FLS i front på børsen

Carlsberg og FLSmidth ligger fredag over middag med store stigninger i et i uensartet marked. Vestas-aktien falder yderligere, efter at den spanske konkurrent Gamesa kom med svage udsigter for 2010 i et ringe årsregnskab.

De store europæiske indeks ligger med stigninger tæt på 1 pct., og C20-indekset ligger 0,01 pct. højere i 353,98.

FLSmidth stiger 3,3 pct. til kurs 354. Ingeniørkoncernen har opnået en ordre til en værdi af ca. 357 mio. kr. fra Heidelberg Cement India på levering af udstyr til et indisk kapacitetsudvidelsesprojekt. Ordren, der er vundet i konkurrence med kinesiske og andre internationale aktører, vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen ved udgangen af 2011. Det er af flere grunde en vigtig ordre. Vigtigst er, at det er den største ordre, vi nogensinde har indgået i Indien, siger Jørgen Huno Rasmussen til RB-Børsen. Og han glæder sig også over, at FLSmidth slog to kinesiske selskaber i kampen om ordren fra Heidelberg, som ellers har for vane at købe ind hos kinesere. Yderligere får FLSmidth-aktien hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Nordea Markets, som sænker kursmålet til 400 kr. fra 410 kr.

Carlsberg stiger 3,4 pct. til kurs 423,2. Det franske finanshus Exane hæver sit kursmål på Carlsberg med 8 pct. til 570 kr. Finanshuset gentager sin outperform-anbefaling. Societe Generale hæver sin anbefaling på Carlsberg til "køb" fra "hold".

Vestas ligger 2,8 pct. lavere i kurs 268. Den spanske vindmøllekonkurrent Gamesa skuffede torsdag aften med sit årsregnskab, hvor overskuddet ligger under analytikernes forventninger. Samtidig skuffer udsigterne for 2010. Goldman Sachs skriver, at indtjeningen per aktie på 0,48 euro ligger under Reuters estimat på 0,61 euro. Det svage resultat har afsæt i et lavere end ventet volumensalg i 2009 og de rekonsoliderede ikke fortsættende vindparkaktiviteter. I 2010 venter Gamesa at opstille vindmøller med en samlet kapacitet på mellem 2700 og 3000 MW, hvilket er klart under markedets forventninger.

GN Store Nord ligger uændret i kurs 29,1. Finanshuset UBS hæver anbefalingen på GN Store Nord til "neutral" fra "sælg". UBS hæver samtidig kursmålet markant fra 22 kr. til 33,5 kr.

Novo Nordisk falder 0,2 pct. til kurs 386,1. Eli Lillys langtidsvirkende GLP-1, Byetta Lar, der skal konkurrere direkte med Novo Nordisks Victoza i GLP-1 klassen af diabetesbehandlingsmidler, har fået udskudt godkendelses-behandlingen af de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA. Baggrunden for udskydelsen er dårligt vejr og godkendelsesansøgningen ventes nu behandlet på et møde den 12. marts.

Alm. Brand falder 3,5 pct. til kurs 82. Selvom Alm. Brand-regnskabet torsdag bød på et milliardunderskud, har Danske Markets hævet anbefalingen på aktien til "akkumuler" fra "hold". Aktien får et 12 måneders kursmål på 100 kr.

Finansportalen Euroinvestor fastholder forventningerne til 2009/10. Det oplyser selskabet i sit halvårsregnskab. Det betyder, at Euroinvestor fortsat venter en omsætning på i størrelsesorden 28,0 mio. kr. og et resultat på omkring 6,0 mio. kr. før skat. Aktien stiger 19 pct. til kurs 11,9.

Trygvesta ligger fredag over middag 1,5 pct. højere i kurs 346. Det skete efter et årsregnskab, som blev betegnet som godkendt af Nordea. Nordea hæftede sig torsdag ved, at Trygvesta-aktien er faldet 20 pct. siden september.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu