Carlsberg er i dag blevet en mere værdifuld virksomhed end Danske Bank, på trods af at værdierne i Danske Bank på papiret er væsentligt større. Men det mener investorerne åbenbart ikke.
18. februar 2009, 10:48 – opdateret 18. februar 2009, 12:08
Markedsværdien af Carlsberg var her til formiddag på 30,9 milliarder kr., efter aktien er steget 5,7 procent oven på et overraskende positivt regnskab. Omvendt er der fortsat klø til aktionærerne i Danske Bank. I dag er kursen dykket med 3,6 procent til 42,50 kr. pr. aktie. Dermed er markedsværdien nede på 29,3 milliarder kr.
At Carlsberg er en mere værdifuld virksomhed er måske ikke overraskende, hvis man isoleret ser på årsresultaterne for 2008, hvor Carlsberg tjente 1,3 milliarder kr. efter skat, mens Danske Bank kun tjente lige godt 1 milliard kr.
Men på papiret er der langt flere værdier i Danske Bank end i Carlsberg. Bankens egenkapital var nemlig ved udgangen af 2008 på 98,3 milliarder kr., mens egenkapitalen i Carlsberg er på 60,8 milliarder kr.
Analytikere begejstrede for Carlsberg
Generelt er aktieanalytikerne også betydeligt mere begejstrede for bryggeriaktien end for bankaktien. Ifølge data fra finanstjenesten Bloomberg er der 26 danske og udenlandske analytikere der følger Carlsberg-aktien. Heraf har 19 en købsanbefaling, 3 en neutral anbefaling og blot 4 en salgsanbefaling på aktien.
For Danske Bank er situationen næsten omvendt. Blot 3 ud af 26 analytikere har en købsanbefaling, mens 12 har en neutral anbefaling og 11 direkte anbefaler investorerne at sælge deres Danske Bank-aktier.
Og meget tyder på, at analytikerne er blevet endnu mere begejstrede for Carlsberg efter præsentationen af 2008-regnskabet.
Årsresultat 15 procent bedre end forventet
Både de danske og de internationale analytikere er over en bred kam begejstrede for Carlsbergs regnskab.
”Det er absolut et positivt regnskab. Specielt at Carlsberg vurderer, at de frie pengestrømme kan blive større end 6 milliarder kr. Det er væsentligt højere end vores hidtidige estimater, og betyder at Carlsberg kan nedbringe nettogælden langt hurtigere end hidtil forventet,” siger analytiker Michael K. Rasmussen fra investeringsbanken SEB Enskilda, der har en købsanbefaling på Carlsberg-aktien.
Også analytiker Martin Sikorski fra investeringsbanken CAI Cheuvreux er begejstret, og har udsendt en note med overskriften "et lettelsens suk".
Helt omvendt var det efter Danske Banks regnskab, der blandt andet førte til at Goldman Sachs, Citigroup, Bank of America, Deutsche Bank og samtlige tre dominerende kreditvurderingsbureauer sænkede deres syn på Danske Bank.
































