Bryggeriet voksede på det russiske marked i 2008, der ellers udviklede sig fladt. Carlsberg træder dog kraftigt på bremsen i 2009. (Opdateret 7.10)
18. februar 2009, 06:56
Den danske bryggerigigant Carlsberg kom solidt ud af 2008 på det vigtige russiske marked. Den russiske forretning opnåede som forventet en markedsandel på 38,3 procent i 2008 mod 37,6 procent i 2007.
Dermed fastholder Carlsberg sit tag i det russiske marked, der ellers har oplevet en flad udvikling i det forgange år, blandt andet som en følge af det voldsomme rubelfald.
Carlsberg kom ud af 2008 med en samlet omsætning på 59,9 mia. kr., og et koncernresultat på 3,2 mia. kr. mod henholdvis 44,7 mia. kr. og 2,6 mia. kr. i 2007, der som bekendt var før Carlsberg erhvervede sig halvdelen af Scottish & Newcastle.
Dermed lever bryggeriet ganske godt op til forventningerne, der lød på en omsætning på 60,6 mia. kr. og et resultat på 3 mia. kr.
Fald i salg til private
Trods de solide resultater bemærker Carlsberg i regnskabet, at "markedet for øl er robust, men ikke immunt over for økonomisk recession," og bryggeriet skriver videre, at markedsforholdene blev markant vanskeligere i årets fjerde kvartal.
"Både i Nord- og Vesteuropa og i Østeuropa blev resultaterne påvirket af et fald i privatforbruget samt af forskellige markedsspecifikke faktorer," lyder det i regnskabet.
Af samme årsag bliver det vigtigste i 2009, at forbedre pengestrømmen og sikre indtjeningen i det danske bryggeri.
Slut med investeringer
Carlsberg vil fortsætte de restruktureringsplaner, man startede på i januar 2009 og som dengang betød en række fyringer.
Om de lyserøde sedler atter skal frem skriver bryggeriet ikke noget om, men bemærker at planerne kommer til at betyde en væsentlig reduktion i omkostningerne.
Bryggeriet tæder også hårdt på investeringsbremsen "for hele gruppen".
Talmæssigt forventer Carlsberg en nettoomsætning i niveauet 63 mia. kr. i 2009, mens koncernresultatet ventes at stige med 300 millioner kroner til 3,5 mia. kr.
































