Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Børsen stiger med Novo som lysende stjerne

Stjernen på aktiemarkedet torsdag er C20-indeksets tungeste aktie Novo Nordisk, der lyser og funkler stjerneklart på aktiehimmelen efter et regnskab, der var godt og endda overgik forventningerne fra analytikerkorpset.

Aktien var oppe i rekordniveau, men har sat sig lidt under stor omsætning i løbet af formiddagen torsdag.

- Alle havde ventet et godt regnskab, men det var endnu bedre. Vi venter, at analytikerkorpset må ud og opjusteres deres forventninger, hvilket vil gavne aktien fremover, siger rådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans. Han ser også mange interessante kurstriggere fremadrettet. Godkendelsen af Degludec er en af dem.

Novo Nordisk ligger torsdag middag i rekordkursen 706,50 kr. - 3,9 pct. højere end onsdag. Aktien var oppe i 716 kr. ved handelens åbning og er steget 6,7 pct. i år.

C20-indekset stiger 1,7 pct. til 423,52 trukket godt op af Novo Nordisk, derudover stiger 13 af indeksets 20 aktier.

I bunden ligger aktierne fra Mærsk, der ellers har haft nogle gode dage i begyndelsen af ugen på først rygterne og siden bekræftelsen af, at raterne får et ordentligt løft på ruten Asien til Europa. Mærsk B falder 0,9 pct. til 43.280. Tirsdag steg aktien 5 pct. og onsdag mere end 4 pct.

- Risikovilligheden, som vi har set der seneste dage, tager en pause. Det er helt naturligt. Flere føler sig fristet til at tage gevinster hjem, forklarer Jesper Bamberger.

Han ser kursudviklingen i Mærsk som et eksempel.

Underliggende er der stadig risikovillighed og lyst til aktier, skønner han dog.

- Men meget kan gå galt. Der er masser af udfordringer. De forventninger, vi gik ind med til 2012, er nok ikke så slemme som frygtet, skønner rådgiveren.

Han ser usikkerhed på kort sigt fra den amerikanske centralbankchef Bernanke, der skal på talerstolen i USA torsdag aften. Han skal tale til budgetkomiteen i Repræsentanternes Hus. Det kan løfte markedet, hvis det indikeres, at der kommer en ny runde pengepolitiske lempelser, QE3.

Det, der kan gå galt på længere sigt, er Grækenland.

- Sker det, vil det få markant kurseffekt i hvert fald på kort sigt, vurderer Jesper Bamberger og gør opmærksom på, at der endnu ikke er en aftale mellem de private investorer og Grækenland om gældseftergivelse - den såkaldte hair cut.

Alt står i Novos tegn, men andre aktier rykker sig dog også.

Bankerne har det godt. Nordea stiger 1,4 pct. til 50,40 kr., Danske Bank rykker 0,7 pct. til 86,65 og Sydbank stiger 1 pct. til 102,50 kr.

I den anden ende af C20 ligger foruden Mærsk-aktierne, Vestas, DSV og Lundbeck med fald op til godt 1 pct.

Fredag står menuen på regnskabsfronten på regnskab fra TDC.

- TDC bliver ikke så spændende som Novo. Man kigger mere på stabilitet og udbytte her, siger Jesper Bamberger.

TDC handler torsdag middag i 45,14 kr. - 0,6 pct. højere.

For 2011 samlet ventes ifølge estimater indsamlet af SME Direkt en omsætningsvækst på 0,2 pct. til 26,2 mia. kr. og en vækst i driftsresultatet, EBITDA, på 1,8 pct. til 10.967 mio. kr. Begge helt på linje med selskabets løfter om en toplinjestigning på 0-1 pct. og en forbedring af overskuddet på 2 pct.

Ritzau Finans

 




Markedet lige nu