2009 ser ud til at blive det bedste obligationsår siden 2002. Det viser en ny analyse fra InvesteringsForeningsRådet.
23. december 2009, 09:37 – opdateret 23. december 2009, 09:39
- Baggrunden er gode afkast af især
realkreditobligationer. Dermed er der også rekordhøje afkast til de flere
hundrede tusinde danskere, der investerer i danske obligationer via en
investeringsforening, forklarer Rådet.
Danske obligationer vurderes som det
robuste og stabile fundament i mange investorers porteføljer. Og obligationerne
har haft luft under vingerne her i 2009.
- Statsobligationerne slutter året
stort set uforandret, men realkreditobligationerne har givet kursstigninger oven
i det løbende renteafkast. Det gode obligationsår betyder, at
investeringsforeningernes danske obligationsafdelinger sluttede med de bedste
afkast siden 2002. Den typiske afdeling med lange og mellemlange danske
obligationer ventes at give et afkast på 6,5 pct. i 2009. Årets resultat er det
næstbedste i 10 år. De bedste afdelinger ventes at give afkast i omegnen af 8
pct, skriver IFR.
Der er tale om foreløbige tal, da branchens officielle
afkaststatistik med de endelige afkast for 2009 offentliggøres i midten af
januar 2010.
De danske investeringsforeninger forvalter en samlet opsparing
på cirka 165 mia. kroner i danske obligationsafdelinger.






























































