AKTIESPIL: Bavarian stiger voldsomt efter meldingerne om Prostvac, mens det i C20-regi er små uensartede udsving, som præger udviklingen og giver et C20-fald på 0,5 pct. til 367,80.
10. marts 2010, 09:38 – opdateret 10. marts 2010, 09:40
- Bavarian vil få opmærksomhed på den hjemlige scene med meldingerne om Prostvac, hvor Nordea Markets regner med en 35 pct. sandsynlighed for, at medikamentet når markedet, udtaler chefrådgiver Michael Borre fra Nordea til RB-Børsen.
Bavarian Nordic stiger 19 pct. til kurs 211. Biotekselskabet har fået et rygstød fra de europæiske og amerikanske sundhedsmyndigheder angående prostatacancer-vaccinen Prostvac. Selskabets planer for fase III-forsøg med midlet er nemlig blevet godkendt, så selskabet nu kan gå videre med udvikling af midlet.
- Det er en positiv melding, hvor fokus er på de store linjer om Prostvac studiet. Nu afventer vi mere detaljerede meldinger om studiet, og hvilke specifikke krav studiet skal leve op til, udtaler Michael Borre fra Nordea.
A.P. Møller - Mærsk falder 0,1 pct. til kurs 42.200. Finanshuset Carnegie sænker sin APM-anbefaling til "underperform".
William Demant falder 0,7 pct. til kurs 402, mens GN Store Nord stiger 0,2 pct. til kurs 31,2. Schweiziske Sonova annoncerer et nyt brand kaldet Sona, som selskabet selv betegner som cutting edge. Yderligere skriver Sonova, at koncernen samtidig lancerer et nyt logistikkoncept, hvor hørespecialisterne kan bestille Sona-produktet online, hvilket er unikt i branchen. Sona-brandet indeholder to nye segmenter; vogue micro (bag øret model) og vogue intro (i øret-model). Begge modeller laves i tre udgaver, hvor der er differentieret på pris/performance, og de er målrettet mod mildt til moderat høretab.
Coloplast falder 1,2 pct. til kurs 629. Finanshuset Jefferies sænker sin anbefaling på aktien til "underperform" fra "hold". Analytiker Stephan Gasteyger sænker kursmålet til 570 kr.
Carlsberg falder 1,8 pct. til krus 429,9. Bryggeriet er i fokus med politiske ølstramninger. Nyt lovindgreb mod øl rykker nærmere på Carlsbergs største marked, Rusland. Ølsalg fra kiosker forbydes ifølge ny lovpakke, mens et forslag om at indføre statsligt monopol på alkohol droppes. Det skriver Berlingske Business.
Parken Sport & Entertainment fortsætter sin nedtur med et fald på 3,2 pct. til krus 271 efter tirsdagens fald på 4,8 pct. Selskabet er fortsat i pengemangel. Selvom det skulle lykkes Parken at sælge aktier for en halv mia. kr., mangler der fortsat 1 mia. kr. for at bringe gælden ned på et fornuftigt niveau. Det fastslår den kommende formand Lars Johansen. Det skriver Børsen.
RB-Børsen




























































