Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankinvest-investorer får katten i sækken

Tusindevis af Bankinvest-investorer bliver tvunget over i investeringsafdelinger, der investerer i noget helt andet end de selv har ønsket. Ifølge dagbladet Børsen sker det blandt andet fordi Bankinvest på den måde kan skjule afdelinger med dårlige resultater.

I løbet af de kommende måneder vil ikke mindre end 13 af Bankinvests 44 investeringsafdelinger forsvinde.

Det betyder ifølge dagbladet Børsen, at en række afdelinger, der har præsteret et afkast som er lavere end afdelingernes målepunkter, vil blive fusioneret ind i afdelinger, der har præsteret et bedre afkast relativt til markedsudviklingen, og at Bankinvests statistik dermed kommer til at se pænere ud.

”Vi fortsætter den afdeling, der har det største realiserede tab af skattemæssige årsager. Og det er i vid udstrækning størrelse, som regulerer hvilke fonde, der har det største realiserede tab i kroner og øre,” siger direktør Christina Larsen fra Bankinvest til Børsen.

De mange fusioner, der rent praktisk vil ske fra juni og ind i august, får dog også til følge, at investorerne pludseligt kommer til at investere i noget helt andet end det, som de oprindeligt havde valgt.

Eksempelvis bliver afdelingen for tyske aktier fusioneret ind i den langt bredere afdeling for europæiske katier, mens bioteknologi- og teknologi-afdelingerne forsvinder ind i den helt brede aktieafdeling ”basis”, og hvis man har valgt at investere i aktier fra Indien, Kina eller Fjernøsten generelt, så er det bare ærgerligt. For fremover kommer man alene til at eje japanske aktier.

For mange investorer betyder det, at man har oplevet hele kursfaldet ved at investere i smalle og specialiserede aktier som biotek-aktier, indiske aktier eller kinesiske aktier, men man bliver nu reelt afskåret fra at få del i en eventuel optur, fordi den afdeling man har investeret i simpelthen forsvinder.

Eksempelvis har den afdeling der investerer i indiske og kinesiske aktier tabt 34,5 pct. over det sidste år, mens den japanske aktieafdeling ”kun” har tabt 22,3 pct.

Men omvendt, så har netop de hårdest ramte afdelinger vist sig at komme stærkt igen under de seneste tiders optur på de globale aktiemarkeder. Eksemeplvis er afdelingen for indiske og kinesiske aktier i år steget med 38,9 pct., mens den japanske aktieafdeling i Bankinvest kun er steget med 0,2 pct.

”Når der er tale om et væsentligt strategiskrifte eller fusion med en helt anden investeringsmålsætning, vil det mest fornuftige være at betragte ændringen som investering i en helt ny fond. Her bør man vurdere om den nye fonds strategi passer ind i ens eksisterende portefølje. Samtidig bør historiske afkast, risiko og omkostninger i den nye fond undersøges for at vurdere, hvordan fonden har klaret sig i forhold til sammenlignelige fonde indenfor samme kategori,” siger chefanalytiker Karsten Henriksen fra analysefirmaet Morningstar til dagbladet Børsen.

De mange afdelingsfusioner vil dog alt andet lige betyde en besparelse for de fleste investorer, da de afdelinger, der forsvinder, med en enkelt undtagelse har højere omkostninger end de afdelinger der fortsætter, viser en gennemgang af Bankinvests afdelinger foretaget af Business.dk.

Undtagelsen er afdelingen ”Global Emerging Markets”, der forsvinder ind i ”New Emerging Markets,” som er markant dyrere. De årlige omkostninger i den fortsættende afdeling er ifølge Bankinvests egne tal på 2,33 pct., mod 1,81 pct. til den afdeling der forsvinder, og det er næsten dobbelt så dyrt at komme ind og ud af den fortsættende afdeling.

De investorer, der vil ud af en afdeling, som de aldrig har valgt men er blevet flyttet over i på grund af en fusion, vil generelt komme til at betale et indløsningsfradrag på mellem 0,46 og 1,97 pct. for at komme ud af afdelingerne igen. Bortset fra Global Emerging Markets-afdelingen er indløsningsfradraget dog større for de afdelinger der bliver nedlagt, end for de afdelinger der fortsætter.

 




Markedet lige nu