Det er en forholdsvis udramatisk beslutning, at TDC i dag skifter deres direktør ud, siger pengetanken ATP, der er en af de væsentligste aktionærer i teleselskabet.
11. november 2008, 11:25 – opdateret 16. maj 2012, 23:52
Danskernes pensionspenge er fortsat sikre. Selv om ATP har været tilfredse med Jens Adler i toppen af TDC, er det den rigtige beslutning at skifte ham ud, fastslår pensionsfondens aktiechef.
»Vi har tillid til, at bestyrelsen har truffet en fornuftig beslutning i den her situation,« siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad, om at Henrik Poulsen i dag overtager som koncernchef, efter at Jens Alder har siddet to år i chefstolen.
»Jeg synes, han har gjort et godt stykke arbejde i perioden, og nu har bestyrelsen besluttet, der er brug for nogle andre kompetencer. Det ser jeg som en forholdsvis udramatisk beslutning,« fastslår Claus Wiinblad.
Ifølge ham er det en ganske naturlig udvikling, at der efter en periode med fokus på effektiviteten i næste fase kommer mere fokus på væksten.
ATP ejer 6,79 procent af aktiebeholdningen i TDC. Fem amerikanske kapitalfonde ejer tilsammen over 88 pct.






























































