SAS vil spare 500 mio. svenske kroner på personalebesparelser og nedlægge 650 jobs. Og det er fuldt forståeligt, lyder meldingen fra piloterne, der er ”klar til at give et nap med, så SAS kan få det bedre”.
9. februar 2010, 09:43 – opdateret 9. februar 2010, 09:50
Tidligere har de ansatte i SAS slået sig i tøjret ved udsigten til besparelser og jobnedlæggelser. Men nu er krisen i det nordiske flyselskab så slem, at der er fuld forståelse for, at der skal spares.
”Der er fuld opbakning til ledelsen, for alle kan se, at det her er vi nødt til at gøre,” siger Mogens Holgaard, der er formand for Dansk Pilotforening.
SAS har i dag fremlagt et nyt spareprogram, der blandt andet betyder, at der skal spares 100 millioner svenske kroner på personalereduktioner.
"Ikke flere lavthængende frugter"
Ifølge svenske medier vil det betyde, at 650 jobs nedlægges.
I Dansk Pilotforening kan Mogens Holgaard endnu ikke sige, om spareplanen kommer til at betyde afskedigede piloter, men personalegruppen bliver helt sikkert berørt, da SAS samlet set vil hente 500 millioner svenske kroner på personalebesparelser.
”Jeg forventer hvert fald lønreduktioner. Der er ikke flere lavthængende frugter tilbage, for vi trak en stor del af den forrige spareplan, hvor vi reducerede omkostningerne med 700 millioner svenske kroner ved at gå ned i løn og ændre vores diæter. Men vi er klar til at give et nap med igen, så SAS kan få det bedre,” siger han.

































