Glem aktieanalytikernes anbefalinger om, hvilke aktier man skal købe eller sælge. Anbefalingerne er værdiløse og påvirker ikke aktiekurserne, viser en videnskabelig undersøgelse.
18. maj 2009, 13:39 – opdateret 18. maj 2009, 14:01
Det kan ikke betale sig at lytte til højtbetalte aktieanalytikeres købs- og salgsanbefalinger. Det er konklusionen på en videnskabelig undersøgelse, der netop er offentliggjort, ifølge erhvervsavisen Financial Times.
Tidligere undersøgelser har vist, at en aktie kan bevæge sig op til 4 pct., efter at en analytiker har ændret anbefalingen på en aktie. Men ifølge den nye undersøgelse af Oya Altinkilic fra University of Pittsburgh og Robert Hansen fra Tulane University bevæger aktiekursen på et selskab sig blot med 0,03 pct. efter en analytiker har skiftet anbefaling.
Analytikere bestemmer ikke kursudviklingen
Undersøgelsen er baseret på 44.000 analytikeranbefalinger mellem 1997 og 2003, og i modsætning til andre undersøgelser har Altinkilic og Hansen kun set på kursudviklingen 20 minutter før og efter offentliggørelsen af en ny anbefaling, for at undgå kursbevægelser som ikke har noget med selve analytikernes anbefaling at gøre.
"Vores resultater peger på at analytikere ikke bevæger markedet som folk har troet, overhovedet ikke. Analytikernes anbefalinger tilfører ikke meget værdi, og investorerne ved det," siger Robert Hansen, professor i finansiering, til Financial Times.
Analytikerændringer følger nyhedsstrømmen
"Analytikernes ændringer er typisk informationsfrie," konkluderer undersøgelsen, der peger på, at næsten 80 pct. af analytikernes ændrede anbefalinger kommer efter en børsnoteret virksomhed selv har offentliggjort information, som eksempelvis et regnskab, og at analytikernes dermed rider med på allerede kendt information.






























