Aktiemarkedet er svært at spå om. Men bankernes og pensionsbranchens eksperter tror på kursstigninger både på kort og lang sigt.
30. november 2009, 12:27 – opdateret 2. november 2010, 14:41
Mange danskere sparer for tiden penge op til fremtiden nærmest som aldrig før. Både SP-penge og de flere kontanter, som mange har fået ekstra mellem hænderne fra stigende lønninger og lidt lavere skatter er blevet gemt til fremtiden.
Mange lader pengene stå på almindelige bankbøger, der stort set ingen rente giver. Men ville det være bedre at løbe en risiko og købe aktier nu? Det har vi spurgt en række eksperter om.
Generelt bør køb af aktier ske over en længere årrække og kun for penge, man kan tåle at tabe. Det er derfor ikke penge, som skal bruges på vinterens skieferie, den næste terminsregning eller en truende restskat, der bør sættes i aktier.
Men har man opsparing ud over dette, og måske også på pensionsordninger, kan man godt overveje at investere i aktier, der med lidt held let kan give mere i afkast end de to til tre procent om året, som en obligation for tiden højst kan kaste af sig efter skat.
Aktieekspert Henrik Henriksen fra PFA Pension siger da også, at de kommende måneder ser ud til at blive gode på aktiemarkedet, fordi mange har ledige penge, som skal placeres, og at aktierne er rimeligt prissat, hvis man ser på kursen i forhold til selskabernes indre værdi.
Aktiemarkeder mere farlige
»På langt sigt tror vi også, at aktier er interessante. Men det gælder om at være opmærksom på, at der er bygget rigtig meget gæld op i mange vestlige lande. Den løbende nedbringelse af denne gæld vil lægge en dæmper på den økonomiske vækst i en del år fremover og derfor også gøre aktiemarkederne mere farlige og mindre gode.«
Henrik Henriksen tilføjer, at de af samme grund ser de mest positive udsigter for de nye økonomier i Asien og Sydamerika, som ikke har stiftet meget stor gæld.
»Det ventede økonomiske opsving kan også blive afsporet, hvis forbrugerne ikke bider til bollen og fortsætter med at spare stort op som følge af faldende boligpriser og stigende arbejdsløshed. Derimod er vi mindre nervøse for de rentestigninger, som vil komme på et tidspunkt. Aktier plejer at reagere positivt, når verdens centralbanker begynder at hæve renten, fordi det er et klart signal om, at økonomien nu har fået det bedre.«
Samme opfattelse har aktie-strateg Henrik Drusebjerg fra storbanken Nordea, der først venter, at renten i USA vil begynde at blive hævet engang sidst i 2010.
Stimulanspakker afgørende
Han vurderer dog, at den største risiko for aktier ude og hjemme lige nu er, om det lykkes for regeringer og centralbanker over hele kloden at rulle de stimulanspakker og rentesænkninger, der er sat i søen for at bekæmpe krisen, tilbage på optimal vis. Strammes den økonomiske politik op for tidligt, kan det kvæle det spirende opsving, og handles der omvendt for sent, kan det være lige så slemt, fordi der så er fare for inflation, og at nye spekulative bobler bygges op.
»Men bliver timingen optimal, kan det godt være med til at trække aktierne op. Det har vi eksempelvis set i Australien på det sidste. Her er aktierne steget i kurs, selv om centralbanken har hævet renten to gange. Det skyldes, at aktiemarkedet vurderer, at de højere renter er med til at holde økonomien på rette kurs,« siger Henrik Drusebjerg.
Nordea ser positivt på både det danske og udenlandske aktiemarked, og Henrik Drusebjerg svarer da også ubetinget »ja« til et spørgsmål, om tiden er moden til aktiekøb nu.
»Vi regner med, at virksomhedernes indtjening vil stige pænt fra nu af. Under krisen har mange skåret alle overflødige omkostninger væk. Der er faktisk skåret yderst skarpt ind til benet. Det betyder så også, at virksomhederne står godt rustet til at få en pæn vækst i overskuddet, når salget igen begynder at stige,« siger Henrik Drusebjerg.
Fire lande ventes at ligge i top
Aktier fra Tyskland, Indien, Kina og Brasilien er dem, som Nordea venter, vil klare sig bedst på både kort og lidt længere sigt.
»Danske aktier er derimod steget lidt for meget. Hvis der kommer en generel opgang på de globale aktiemarkeder de kommende måneder, vil danske aktier også stige. Men opturen bliver nok mindre, end i det øvrige Europa, Sydamerika og Asien,« siger Henrik Drusebjerg.
Især aktier fra Kina skulle stå foran en gylden fremtid, og det skyldes ifølge Henrik Drusebjerg, at landet står med en sund banksektor og en befolkning, som har sparet stort op, så økonomien ikke er gældsat hårdt på samme måde, som det ses i både Japan, USA og mange europæiske lande.
Men generelt er betingelserne for økonomisk vækst i Kina også langt bedre end mange andre steder, fordi der er tale om en ung befolkning, som er i rivende udvikling, og hvor forbrugsgoder af enhver slags spreder sig med stor fart.
Ekstra gevinstchance på valuta
Endelig er den kinesiske valuta også vildt undervurderet efter mange økonomers opfattelse, og ændrer det sig, kan det i bedste fald udløse en dobbelt gevinst fra både aktier og valutakurs. Fortsat er kinesiske aktier dog præget af til tider ret store udsving, så det er et marked for de lidt mere risikovillige.
Lederen af aktieanalysen hos Jyske Bank, Rune Møller, vurderer også, at aktieåret 2009 slutter pænt og på et højere niveau end nu.
»Men også hvis vi kigger lidt længere frem, er udsigterne gode. Især for europæiske aktier, som vi tror mere på end amerikanske lige nu. Men generelt tror vi, indtjeningen vil stige fremover. De aktuelle skøn for virksomhedernes indtjening skal justeres op med 20 til 30 procent. Vi tror, at selskaberne vil vende tilbage til den forrentning af egenkapitalen på 12 procent om året, som vi har set historisk over en meget lang periode. Det er pænt over det aktuelle niveau, og at indtjeningen er på vej op, har vi fået bekræftet i de regnskaber fra årets tredje kvartal, som netop er udsendt,« siger Rune Møller.



































































