Analytikerne er godt tilfredse med det regnskab for 2008, som Carlsberg i dag sender på gaden. Bryggeriet er godt rustet til '09, lyder det.
18. februar 2009, 07:31 – opdateret 17. maj 2012, 14:09
Carlsberg kom udmærket ud af det forgange år, og det er overordnet set et tilfreds analytikerkorps, der her til morgen nærlæser årsresultatet fra det danske bryggeri.
”Det ser udmærket ud,” siger Jens Houe Thomsen, analytiker i Jyske Bank, der dog bemærker sig, at bryggeriets indtjening og resultatet før skat ikke levede op til forventninger.
Det skyldes dog primært særlige poster i forbindelse med bryggerilukningen i Valby og eksekveringen af diverse excellenceprogrammer, og analytikeren understreger da også, at Carlsberg nok skal klare sig fint, på trods af at selv ikke øl kan siges at være fuldkommen ufølsomt over for konjunkturerne.
”Det er et hårdt marked, vi er i, og det bekræfter Carlsberg også selv i regnskabet. Men de skriver også, at de føler sig klædt på til at møde de udfordringer, 2009 må byde på,” siger Jens Houe Thomsen.
"Lige i skabet"
Også analytiker i Sydbank, Morten Imsgard, er godt tilfreds med 2008-regnskabet.
"Det ser bestemt rigtig fornuftigt ud. I 2008 kommer nettoomsætning lidt lavere ud end forventet, men den primære drift er bedre – og det er rigtig stærkt," siger Imsgard.
Han ser også positivt på 2009 for den danske bryggerigigant, der har klaret sig godt på det vigtige russiske marked, og formået at fastholde og øge markedsandele i 2008, selvom den russiske markedsvækst stagnerede.
"De står endnu bedre relativt set på det russiske marked nu i forhold til efter tredje kvartal. Fjerde kvartal er på omsætning noget svagere, men på EBIT-niveau nogenlunde som forventet, fordi de flytter udskudt skat tilbage. De kommer ud med et fint resultat i fjerde kvartal og samlet set for hele året et resultatet lige i skabet," siger Morten Imsgard.






























































