”Grekisk konkurs kan bli katastrof för USA” skriver svd.se, Nordens største avis, i dag på forsiden af deres web. Artiklen er om Merkel og Obama, der er vildt bekymrede alene over bivirkningerne på USAs økonomi fra Grækenlands gældsfælde ... hvem skal man så tro? Høi fra Berlingske eller Merkel og Obama fra Tyskland og USA? Jeg tror på de to sidste, og selvom Poul Høi mange gange er en dygtig journalist, så er han nok også i dårligt selskab på Berlingske fra så forstokkede elementer, der er så reaktionære, at de bliver verdensfjerne og guruagtige: Man kan fx læse en lavstatus Berlingske kronik "Velfærdssamfundet i ubalance" af en såkaldt cand.scient.pol i Berlingske fra i går, der snakker og snakker og snakker om at ville give danskerne krisebevidsthed, som var denne cand.scient.pol en indisk guru i transcendental meditation. Derfor: Selvom Høi generelt er god nok, så er min overbevisning, at her laver han noget, som han på en eller anden måde er blevet fedtet ind i (og måske helst selv vil tro på?), fordi forstokkede og guruagtige kræfter, 180-grader- og LA-agtige typer, nogle gange er løs hos Berlingske. Og hvis jeg i denne sag skal tvinges til at vælge mellem svd.se (Svenska Dagbladet), Nordens største avis, og Berlingske, så vælger jeg også her svd.se og ikke Berlingske og Høi. Læs artiklen i svd.se (der inde i selve artiklen har en lidt anden rubrik end først angivet ovenfor) her: http://www.svd.se/naringsliv/merkel-och-obama-pratade-finanskris_6222875...

Jeg har længe ment at PH mest af alt skrev overfladiske, fald-bag-over-af-beundring artikler om USA, og denne er et godt eksempel.

Det er ikke overraskende at der i USA findes (nationalistiske)kredse der har svært ved at erkende at den "uovervindelige" fortælling om USA, som opstod i kølvandet på USSRs sammenbrud, har været forkert. Det er mere overraskende at PH ikke bemærker den falske piben når en økonomi professor mener at man kan "ordne" sin gæld ved blot at trykke flere penge.
Uden at inddrage betragtninger om pengestrømme og -balancer, her under inflation, ville jeg mene at PH burde have været i stand til at tænke; "Så nemt er det nok ikke....".

Men blot for at hjælpe PH:
Hvis man trykker penge for at afbetale sin gæld svarer det nogenlunde til langsomt at erklære sig konkurs.

Inflationen der opstår som følge af indstrømmen af penge i økonomien, vil betyde af långiver (om han er intern eller ekstern er ligegyldigt) hæver renten for at kompenserer for inflationen. Når gælden skal refinancieres, kommer det til at ske til en rente der er nøje afstemt til inflationsforventningerne; Når karusellen er slut, er man kommet til at betale hver eneste øre plus lidt tilbage til "banken" - og din økonomi ligger højest sandsynligvis i ruiner.

Spørg Robert Mugabe nede i Zimbabwe hvordan det går med at bytte høns for blæk til seddelpressen...

Jeg er ikke økonom eller særligt meget inde i den store internationale markedsøkonomi og på den måde kan komme med lange udredninger om hvordan det sikkert forholder sig.
Men jeg mener det er en meget arrogant kommentar hr. James Galbraith lægger for dagen. Efter min mening bør man trække lidt i tøjlerne set i lyset af toget fik lov at buldre derudaf for derefter frontalt at drøne ind i muren med de massive bankkrak der har været. Det er jo en kendt sag USA næsten skylder sig væk til Kina og Japan så mon ikke de skulle tænke lidt over det inden de lader seddelpressen køre løs.
Som nævnt i starten er jeg ikke specielt begavet indenfor økonomi, måske der er en her i dabatten der kan forklare mig sammenhængen mellem, at lade seddelpressen køre løs for at trykke sig ud af en krise. Og at det kan skabe inflation med en dårlig økonomi og et nedbrudt marked.
Jeg kender også historien med Tyskland efter første verdenskrig hvor de tyske mark ikke var mere værd end slidt toiletpapir. Men mit spørgsmål er hvad skete der da de trykkede på knappen?

jamen, jeg kan ikke sige andet end der er tale om en særdeles ukritisk artikel, der forudsætter en komplet accept af det nuværende systems forudsætninger. Derfor lyder det mere som en trosbekendelse end et argument.

Amerikanerne (og EU) har skabt et illusorisk økonomisk system der ved første øjekast ligner vækst, og det er det også i snævre tekniske termer. Tag f.eks. Dow Jones indekset. Den stiger og stiger som årene går. Amerikanerne kalder det growth og recovery. Men her er pointen, at dow jones måler værdien af aktier i dollars. Det er som at måle en afstand med et elastisk målebånd. I realiteten er værdien eller købekraften af aktier ikke steget siden 2001, ja målt i alt andet end dollars: olie, guld, korn, metaller er dow jones indekset dalet i et årti.

Når dow jones indekset stiger, så er det altså ikke fordi aktierne bliver mere værd, men fordi penge hvori man måler aktien bliver mindre værd. Det betyder, at det mest faretruende ved den nuværende økonomiske situation er at indekset oplever "recovery" når alle objektive mål for økonomien (stagflationen f.eks.) fortæller os at situationen er lort.

Konklusion: Recesionen buldrer i virkeligheden derudaf og det som Gailbraith peger på som værende godt (obligationer og seddelpressen) er i virkeligheden det røgslør man lægger ud for at sminke liget. Ved hjælp af dette kunstgreb har man kunne teknisk set afværge en recession, mens virkelighedens krise fortsætter. Jeg kan ikke sige andet end, at dette er en del af problemet, frem for løsningen. Man har lavet et skønmaleri med tilsyneladende genopretning, men der er ikke noget farligere end et urealistiske indtryk og manipulerede økonometriske mål. Det eneste der er skabt er illusionernes økonomi, mens de vestlige landes befolkninger i stigende grad føler presset. Hvis dette bliver ved vil det rokke ved selve den politiske stabilitet i de lande, idet protest bevægelser blot vil blive stærkere og stærkere, som man kan se i USA som EU.