Det danske C20-indeks mandag lukkede med et fald på 0,2 pct. til 407,48, blandt andet presset af Novo Nordisk, der tirsdag har fået løftet sit kursmål hos det amerikanske finanshus JP Morgan.
7. september 2010, 08:30 – opdateret 7. september 2010, 08:33
Opmærksomheden vil fortsat rettes mod mandagens kursraketter, Amagerbanken og GN Store Nord, hvor høreapparatproducenten har fået hævet sit kursmål hos flere finanshuse. De europæiske aktieindeksfutures falder tirsdag morgen i omegnen af 0,1 pct.
- Der var meget stille på det danske aktiemarked mandag, hvor aktiviteten var negativt påvirket af, at det amerikanske marked var lukket. Det vil også præge tirsdagens åbning, hvor pilen dog nok vil pege lidt ned, efter at de asiatiske markeder ligger lidt underdrejet. Det er begrænset med væsentlige makrotal i denne uge, og derfor er det stadig være de positive nøgletal fra sidste uge, der præger den underliggende stemning, vurderer Head of Sales hos Danske Bank Mads Zink over for RB-Børsen.
Novo Nordisk: Det amerikanske finanshus JP Morgan hæver sit kursmål på Novo Nordisk-aktien til 590 kr. fra 518 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral". Novo Nordisk faldt 0,9 pct. til kurs 506,5.
GN Store Nord: Mens koncernen jubler over at have fået tildelt næsten tre milliarder kroner i en ni år gammel tvist med det polske telekommunikationsselskab Telekomunikacja Polska (TPSA), så vil polakkerne ikke anerkende dommen og undersøger muligheden for at få den annulleret. Efter milliarderne fra voldgiftssagen har en række finanshuse hævet kursmålet på GN-aktien. Det svenske finanshus SEB Enskilda hæver sit kursmål på aktien til 57 kr. fra 47 kr., mens Danske Bank løfter sit kursmål til 56 kr. fra 50 kr. GN Store Nord lukkede mandag 8,0 pct. højere i kurs 45,8.
Rederierne: Både Norden og Torm får sænket deres anbefalinger hos finanshuset First Securities. Anbefalingen af Norden sænkes til "køb" fra "stærkt køb", og kursmålet sænkes kraftigt til 275 kr. fra 448 kr. Torms anbefaling sænkes til "neutral" fra "stærkt køb", og også her hakkes en ordentlig bid af kursmålet til 48 kr. fra 159 kr. Norden faldt mandag 0,4 pct. til kurs 234, mens Torm steg 2,3 pct. til kurs 43,3.
Amagerbanken: Presset af storaktionær Karsten Ree har Amagerbankens ledelse i al hemmelighed forhandlet med Økonomi- og Erhvervsministeriet og Finansiel Stabilitet for at skabe vilkår, der skulle bane vejen for at 300 mio.kr. fra rigmanden. Det er nu skudt i banken, og pensionskassen PFA er også med, skriver dagbladet Børsen. Amagerbanken blev mandag løftet voldsomme 52,9 pct. til kurs 13.
Cimber Sterling: Lavprisflyselskabet har i øjeblikket overordentligt svært ved at finde en bank, der vil stå på mål for et livsnødvendigt statslån fra Vækstfonden til flyselskaber efter tabene ved forårets askesky. Det siger flere kilder med tæt kendskab til selskabet, skriver dagbladet Børsen tirsdag. Cimber Sterling endte 3,5 pct. lavere i kurs 2,47.
RB-Børsen






























































