Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Amagerbanken bekymrer borgmesterkandidater

Socialdemokraternes og Venstres overborgmesterkandidater håber begge, at Amagerbanken overlever, så København mister så få arbejdspladser som muligt.

Normalt er det børnepasning, ældrepleje og kulturtilbud politikere kaster sig over med frådende munde, når der skal kæmpes om vælgernes gunst under en valgkamp.

Men i år er der også banker på dagsordenen i hvert fald i kampen om at blive overborgmester i København, for der er i øjeblikket tvivl om, hvorvidt en af hovedstadens vigtige banker, Amagerbanken, overlever.

Og det giver anledning til bekymring hos såvel Frank Jensen, Socialdemokraternes overborgmesterkandidat, som Pia Allerslev, Venstres kandidat til overborgmesterposten i København.

For udover at en meget stor del af de 52.000 aktionærer i Amagerbanken er bosiddende i København og dermed er potentielle støtter i kampen om at overtage borgmesterstolen fra Ritt Bjerregaard (S), vil det have store, negative konsekvenser for hovedstaden, hvis banken krakker.

»I Roskilde og på Fyn har vi set, at det spreder sig som ringe i vandet, hvis en bank lukker. Hvis Amagerbanken går ned, får det betydning for antallet af arbejdspladser – ikke bare i selve banken, men for hele byen,« siger Venstres kandidat til overborgmesterposten, Pia Allerslev.

Hurtig afklaring vigtig
Samme sang synger Socialdemokraternes kandidat:

»Under denne krise gælder det for alt i verden om at holde fast på de arbejdspladser, vi har i København,« siger Frank Jensen.

Venstres overborgmesterkandidat opfordrer Finanstilsynet og Økonomi- og Erhvervsministeriet til at smøge ærmerne op for at nå frem til en afklaring så hurtigt som muligt:

»Den nuværende situation bidrager til absolut ingenting. Usikkerheden er uacceptabel,« siger Pia Allerslev.

Især for de mange erhvervsdrivende på Amager er det ubehageligt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres bankforbindelses muligheder for at overleve. Det kan ifølge Pia Allerslev betyde, at der er investeringer i fremtiden, som ikke bliver foretaget, og at København dermed går glip af arbejdspladser.

Hun vil dog ikke forsøge at påvirke processen:

»Nej. Jeg nøjes med at håbe på en positiv udgang, hvor Amagerbanken overlever,« siger Pia Allerslev.

Socialdemokraternes Frank Jensen har heller ikke tænkt sig at blande sig:

»Jeg er meget opmærksom på ikke at lave en utidig indblanding fra politisk side. Vi må have tillid til dem, der lige nu arbejder for at få Amagerbanken tilbage på rette spor igen. Nu skal de have arbejdsro, og så må vi fra politisk side holde os klar, hvis der på et senere tidspunkt er nogen, der efterspørger, at vi kan være med til at finde løsninger,« siger Frank Jensen.

 




Markedet lige nu