Aktionærer kårer invest-foreninger

For fjerde gang hylder Dansk Aktionærforening dem, som foreningen mener er Danmarks bedste investeringsforeninger.

Uroen på de finansielle markeder har understreget, at investorer skal holde et vågent øje med risikoprofilen for placeringen af sparepengene. Det kan altså betale sig at se kritisk på, hvordan investeringsforeningerne kommer frem til deres risikoprofil og dermed, hvor man bør lægge sine kommende investeringer, mener Dansk Aktionærforening i forbindelse med bladet Aktionærens kåring af de bedste invest-foreninger.

Der er nemlig meget store spring mellem lav, mellem og til høj risiko. Samtidig er der meget langt mellem top og bund, anfører aktionærernes forening.

”Finanskrisen har vist, at der er store spring mellem, hvilke investeringsforeninger der klarer sig bedst, samt hvor investorerne får de laveste omkostninger. De priser, vi uddeler, understreger, at de private investorer skal være opmærksomme på, hvem der samlet gør det bedst. Der er store penge at spare,” siger Charlotte Lindholm, direktør i Dansk Aktionærforening.

Investeringsforeningernes afkast gennem de seneste fem år er blevet analyseret, samtidig med at foreningernes omkostninger får et eftersyn. Det er således afkast, risiko og omkostninger, der sættes i perspektiv.

Blandt vinderne i den fjerde kåring fra aktionærforeningens side er Nordea, Lån & Spar, Valueinvest, Bankinvest og Sydinvest. DAF-undersøgelsen tager udgangspunkt i vindere inden for seks felter, hvor både investeringer inden for aktier og obligationer er sat i system med kategorierne lav, mellem eller høj risiko.

Vinderne er:

  • Obligationer lav risiko: Nordea Invest Korte obligationer
  • Obligationer mellem risiko: Nordea Invest Lav Kuponrente
  • Obligationer høj risiko: Lån & Spar Mix Invest Otium 2016 Pension
  • Aktier lav risiko: ValueInvest Danmark, Japan-afdelingen
  • Aktier mellem risiko: BankInvest Fritid & Underholdning
  • Aktier høj risiko: Sydinvest, Latinamerika-afdelingen

Resultatet og baggrunden for hele undersøgelsen er samlet her.

 



Markedet lige nu