Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Aktiespillere sluttede i overlegen stil

AKTIESPIL Over 50.000 deltog i årets aktiespil, der var arrangeret af Berlingske Business og Alm. Brand, og heraf sluttede 47.550 spillere med mere end 500.000 fiktive kr.

De over 50.000 deltagere i årets aktiespil arrangeret af Berlingske Business og Alm. Brand sluttede i overlegen stil. I gennemsnit stod der ved spilleperiodens afslutning 556.299 kr. på spillernes fiktive depot, svarende til et afkast på knap 11,3 pct.

Til sammenligning er det danske aktiemarked i spilleperioden blot steget med 3,8 pct.

»I den første periode frem til den 10. marts faldt markedet rimelig markant. Ved indgangen lå vi på C20-indekset på cirka 250, og vi var nede og vende omkring 215 i indekset, så det var et pænt fald. Siden da har vi set indekset køre op igen til omkring 270,« bemærker Bo Overvad, analysechef i Alm. Brand Markets.

»Året startede sig med at lægge sig rimeligt fornuftigt, men så kom der flere dårlige økonomisk nøgletal. Der var rimelig stor usikkerhed omkring finanssektoren, og det skabte en negativ stemning. Siden da fik vi meldinger fra mange af de amerikanske finanshuse om, at udviklingen i januar og februar var gået bedre end forventet. Og det, kombineret med at vi så et skift i retorikken, betød, at man blev mere positiv over for forventningerne til udviklingen,« fortsætter han.

Årets vinder af aktiespillet har haft en meget aktiv »daytrader« strategi, hvor han har handlet rigtig mange aktier rigtig mange gange, mens nummer to og tre har haft en mere passiv strategi uden de store handler.

»På det tidspunkt, hvor spillet startede og frem til nu, har vi haft en pæn udvikling på aktiemarkedet, så det skulle være mærkeligt, hvis ikke hovedparten kom ud med et positivt afkast,« siger Bo Overvad

Og det har han ret i, for ikke mindre end 47.550 spillere sluttede aktiespillet med mere end 500.000 fiktive kr. på deres depot.

 




Markedet lige nu