Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Investering:

Aktier er altid topscorer

Blandt de forskellige investeringsaktiver har aktier gjort det suverænt bedst gennem de seneste godt 200 år. Men danske investorer ser sjældent ud over landets grænser.

Der er ingen tvivl: Aktier har givet langt det bedste afkast til investorer gennem de seneste 210 år. Det viser en opgørelse over afkastet på fem af de mest gængse investeringsobjekter også tilbage i år 1800, da opgørelsen tager sin begyndelse.
Mens anbringelse af kontanter på en konto er den klare taber, der har formøblet næsten det hele på grund af inflation, så har aktier på så langt sigt gjort en krone til mere end en halv million kroner – eller dollars, som er den valuta, Nordea har lavet opgørelsen i.

  • En dollar i aktier er blevet til 538.748 dollars
  • En dollar i lange obligationer er blevet til 1576 dollars
  • En dollar i korte obligationer er blevet til 306 dollars
  • En dollar i guld er blevet til 3 dollars
  • En dollar i kontanter er blevet til 0,03 dollars

Paradoksalt nok har danskerne gennem de seneste mange år postet flere og flere penge ind på bankkonti, så de nu rummer godt 726 milliarder sparekroner.

”Det er nok ikke det bedste, man kan gøre med sin opsparing,” konstaterer seniorstrateg i Nordea Asset Management Henrik Drusebjerg, som vurderer, at aktier generelt vil stige med mellem 10 og 15 procent over de kommende måneder.

Det er ikke den eneste fejl, som danskerne generelt begår med deres opsparinger. Men i lyset af den voldsomme aktiekrise, som måske, måske ikke er overstået er det måske tid til at rette op på den anden store fejl, der kendetegner danskernes aktieinvesteringer: Kraftig overvægt af danske aktier.

Spredning er et af nøgleordene for en succesfuld aktiestrategi. Og her lægger danskerne deres penge helt skævt. Cirka halvdelene af de penge, danskerne putter i aktier, investeres inden for landets grænser, selv om det danske aktieaktiemarked kun udgør under en halv procent af det globale aktiemarked – altså en meget voldsom overvægtning af danske aktier, der måske oven i købet er dyre.

”Vores overordnede vurdering er, at aktier fra Fjernøsten/Emerging Markets og Europa er mest attraktive, mens danske aktier er relativt dyre,” siger Henrik Drusebjerg, som giver tre gode grunde til at tro på højere afkast fra udviklingslandes aktier i 2010.

  • Der er meget lidt gæld i Emerging Markets bortset fra Østeuropa i forhold til Vesten - både når det gælder finanssektoren, virksomhederne og forbrugerne.
  • På grund af de lave gældsandele, høj opsparing og demografi (unge befolkninger, red.)  forventes højere vækst i Emerging Markets end i de vestlige økonomier.
  • En del EM valutaer er undervurderede i forhold til danske kroner - ikke mindst den kinesiske renminbi.

Hans bud på den rigtige geografiske fordeling af aktieinvesteringer er:

  • USA 30 pct.
  • Danmark 19 pct.
  • Europa 28 pct.
  • Fjernøsten – vækstøkonomier 23 pct.
  • Japan 0 pct.

”De globale aktier har oplevet et vaskeægte comeback, siden bunden blev nået den 9. marts 2009. Målt på verdensindekset MCCI Verden per 1. december 2009 var aktierne steget 16 procent i år. Men den udvikling dækker dog over meget store forskelle; de største stigninger har således været i Latinamerika, Østeuropa og emerging markets/Fjernøsten, mens især Japan, men også USA, har haltet bagefter,” konkluderer Henrik Drusebjerg.

Den anden danske storbank, Danske Bank, har også opgjort udsigterne for vækst i 2010, og den har Asien bortset fra Japan som en klar vinder. Banken vurderer væksten i bruttonationalproduktet i Kina til at blive 9,6 procent, i Indien til at blive 7,2 procent, og i det resterende Asien uden Japan til at blive 6,8 procent.
Væksten i USA og Latinamerika forventes at ende på henholdsvis 3,2 og 3 procent til næste år, mens Euroland ifølge banken kun kommer til at præstere 2,2 procent.

Vækst i bruttonationalproduktet er godt nyt for aktiekurser. Men problemet er, at vækstudsigter omsættes til aktiekurser allerede inden de er realiserede. Og de seneste måneders aktiestigninger har desuden været drevet af besparelser i virksomhederne, der derigennem har forbedret deres resultater.

”Markedet har generelt været drevet af forventninger. Det er muligt, at vi stadig kan få et kvartal eller to med indtjeningsfremgang drevet af besparelser, men det vil ikke være nok til at drive aktiemarkedet. Nu står vi over for en realitetsfase, hvor fremgang i beskæftigelsen og investeringer skal tage over. Som udgangspunkt tror vi på, at det lykkes. Nøgletal for ikke mindst Tyskland peger på, at Europas opsving er ved at få godt fat. Det ser lidt mere tvivlsomt ud for USA, verdens største økonomi. Og det globale opsving holder ikke, hvis USA ikke kommer med,« siger Morten Kongshaug, aktiestrateg i Danske Banks skriftlige vurdering af investering i 2010.

Eksempelvis skal amerikanske virksomheder øge deres indtjening i 2010 med hele 26 procent for ikke at skuffe de forventninger, der allerede ligger i aktiemarkedet. Og det får banken til at træde forsigtigt i sine aktieanbefalinger.

”Vi maner til forsigtighed, da vi ikke synes, at aktiemarkedet p.t. har indarbejdet nok risiko for et usikkert 2010, hvor vi er stærkt afhængige af, at de sunde ikke-gældsatte dele af verdensøkonomien trækker et stort læs,” siger Morten Kongshaug.

Omsat til en investeringsportefølje betyder det, at Morten Kongshaug anbefaler kvalitetsaktier og aktier med høj dividende. Industri- og finansaktier bør reduceres sammen med aktier med større kursudsving end det generelle marked.

”Man bør kun øge sin aktieandel lige nu, hvis man er undervægtet i aktier og/eller har en langsigtet tidshorisont. Ellers er vores holdning, at yderligere eksponering til globale eller lokale aktiemarkeder vil kunne ske på bedre tidspunkter, når man ser på forholdet mellem risiko og forventet gevinst,” siger han.
 

 




Markedet lige nu