Der barberes fortsat milliarder af de danske aktier, som nu er slået mere end fire år tilbage i kursværdi.
2. december 2008, 11:53 – opdateret 2. november 2010, 13:16
Med et fald i kursværdien på de danske aktier på 66,8 milliarder kroner i november har den nuværende nedtur skåret i alt 800 milliarder kroner af værdien, da den var størst i juli 2007.
Det oplyser Værdipapircentralen. Den samlede værdi er på niveauet fra efteråret 2004, som på det tidspunkt var 70 milliarder kroner højere end om foråret det samme år.
Men det har ikke taget pippet fra de private danske investorer, som i år har købt aktier ind for netto 8,5 milliarder kroner, når deres frasalg er trukket fra. Alene i november har de netto øget deres aktiebeholdning med 2,3 milliarder kroner.
Formuerne er halveret
De danske aktiers værdi er ellers ved at være halveret, siden de var mest værd. Den nuværende værdi er på 838,4 milliarder kroner, og faldet siden toppen i juli 2007 er som nævnt på 800 milliarder kroner.
De finansielle virksomheder har i modsætning til de private investorer nedbragt deres aktiebeholdninger i november med 1,3 milliard kroner netto, og samlet har de solgt aktier for 45 milliarder kroner netto siden 2005.
Omsætningen i aktier og investeringsforeningsbeviser faldt i november med henholdsvis 41 procent og 34,6 procent, mens omsætningen af obligationer kun faldt 0,2 procent i den forløbne måned.






























































