Aktiemarkederne står foran to ekstremt negative scenarier, skriver Aktieugebrevet.
25. maj 2010, 08:15 – opdateret 25. maj 2010, 08:20
- Udfaldsrummet er nu grundlæggende to scenarier, som begge er ekstremt negative: Enten tror finansmarkedet ikke på, at de vestlige lande med stor gæld, som også omfatter England og USA, kan tilbagebetale deres statsgæld - fordi de ikke skruer nok ned for de offentlige udgifter. Det vil udløse en alvorlig tillidskrise - og efterfølgende finanskrise. Eller også vil staterne (herunder Danmark) skære dybt i de offentlige udgifter for at forsøge at genskabe tilliden, og det vil ramme den økonomiske vækst med en forhammer - netop på grund af dybe finanspolitiske stramninger, skriver ugebrevet.
De seneste ugers meldinger om offentlige besparelser skal ses i dette lys. Den økonomisk vækst er stadig skrøbelig, og et skift fra stimulerende hjælpepakker til besparelser vil ramme den økonomiske vækst hårdt.
- Man forsøger altså at genskabe finansmarkedets tillid: Men spørgsmålet er, om det er for sent. En recession vil være at foretrække for et ødelæggende finansielt sammenbrud, vurderer ugebrevet.
Ugebrevet vurderer, at begge scenarier vil give en dyb nedtur på aktiemarkederne - og igen udhule aktivværdier i banker og pensionskasser, som kan udløse tvangssalg af finansielle aktiver og et yderligere selvforstærkende udsalg.
- Det er det signal, som aktiemarkedet nu sender. Og denne gang er der ikke nogen oplagte redningsmodeller. Og derfor står vi foran en ubekendt, men sikkert dramatisk periode, hvor både makroøkonomi og finansmarkeder kan udvikle sig ekstremt negativt, konkluderer ugebrevet.
RB-Børsen































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten