Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Året der gik: Her er de største underskud

I 2011 blev der indrapporteret fæle underskud både til lands, til vands og i luften - se de største her.

Der var store underskud på menuen blandt danske selskaber i år.

Berlingskes opgørelse af situationen i Danmarks 1.000 største selskaber, Guld 1.000, viser, hvilke fem selskaber, der i 2011 måtte melde om de største underskud. Tallene stammer hovedsageligt fra selskabernes 2010-årsregnskaber, der blev offentliggjort i 2011.

Allerværst så det ud i LM Wind Power Holding, der er moderselskab til bl.a. vindmøllevinge-producenten LM Wind Power. Holdingselskabet måtte melde om et underskud på intet mindre end 2,7 milliarder kroner. Hovedårsagen skal findes i det, der må betegnes som et skidt køb.

Det var nemlig LM, der købte Parken-millardæren Erik Skjærbæks gamle selskab, Svendborg Brakes. LM havde håbet, at det kunne udvikle forretningen, men det har vist sig svært. Derfor har selskabet set sig nødsaget til at høvle ikke mindre end 2,8 milliarder kroner af goodwillen, der dermed reduceres til noget mere beskedne 1,05 milliarder kroner.

Det forvandler sig på bundlinjen til et milliardstort underskud.

Nummer to på listen er det fællesskandinaviske flyselskab SAS, der i årets begyndelse måtte fortælle aktionærerne – deriblandt den danske stat – at det kom ud af 2010 med endnu et dundrende underskud. Denne gang på 1,7 milliard kroner. SAS var på det tidspunkt midt i en omfattende og dyr sparerunde og lige siden har flyselskabets ledelse insisteret på at fastholde udsigten til et nulresultat for indestående år.

Som nummer tre finder man rederiet Torm. Det kom ud af 2010 med et underskud på 761 millioner kroner efter for alvor at være kommet i problemer under den økonomiske krise. Rederiets fremtidsudsigter er stadig uklare, idet dets marked ikke er forbedret, og at det har særdeles svært ved at tjene penge i et marked, hvor der er for mange skibe og for små fragtrater.

Torm håber at vende skuden med en frisk emission.

Alm. Brand Bank har heller ikke haft held i sprøjten. Forsikringskoncernens forsøg på at få en fod indenfor i bankverdenen har vist sig dyr – så dyr, at banken for 2010 måtte melde om et underskud på 643 millioner kroner, viser opgørelsen i Guld 1.000.

Statsbanerne ruller ind på en femteplads på listen over de størst udmeldte underskud i 2011. Det lød på 573 millioner kroner. DSB har det da heller ikke nemt. Én ting er, at det er svært at få driften til at hænge sammen (underskuddet i 2010 blev 173 millioner kroner), en anden er IC4-togene, der stadig ikke vil køre. En helt tredje og værre ting er problemerne med kystbanen, der allerede har kostet en stribe chefer jobbet.

Hele balladen tog sit udspring i, at DSB bød på Øresundstrafikken, og at dets pris viste sig at være alt for beskeden. Den sag ruller stadig.

Det er Berlingske Nyhedsmagasin, der står bag Guld 1.000-undersøgelserne. Fra nytår ændrer tillæget navn til Berlingske Business Magasin.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu