Dinepenge.dk har bedt Nordeas aktierådgivningschef Bjarke Østergaard om at udvælge ti aktier, der passer godt til en konfirmand.
23. april 2009, 08:22 – opdateret 2. november 2010, 13:54
Det kan være svært at finde den rigtige gave, hvis der ligger en invitation til en af forårets mange konfirmationer. Men en anderledes gave kunne være en portefølje af aktier, som konfirmanden ganske vist ikke kan få glæde af på Blå Mandag. Men til gengæld kan få langt mere ud af på langt sigt, hvis aktiemarkedet rejser sig fra det nuværende, lidt ramponerede niveau.
Nordeas aktierådgivningschef Bjarke Østergaard har udvalgt ti aktieinvesteringer til en investeringshorisont på mellem fem og ti år. Han har koncentreret sig om danske aktier for at holde handelsomkostningerne ned bortset fra, at han også inkluderer Nordea Invests egen investeringsforening for udviklingslande, som skal bidrage med at sprede investeringerne og dermed risikoen mere, end de danske aktier kan levere.
Se de bedste aktier til konfirmanden over de næste sider
TrygVesta
TrygVesta er et af de ledende forsikringsselskaber i Norden, og selskabet er markedsledende i Danmark og Norge. TrygVesta arbejder på at udvide sin forretning i Sverige og Finland, og selskabet har for nyligt købt det svenske forsikringsselskab Moderna. TrygVesta beskæftiger sig kun med skadeforsikringer, som sælges gennem egne salgskanaler og gennem Nordeas filialer. TrygVestas geografiske eksponering til Norden samt selskabets evne til at drive skadeforsikringsvirksomhed gør, at vi tror, at TrygVesta er attraktiv på lang sigt. Derudover har TrygVesta en attraktiv udbyttepolitik.
Næste aktie: DSV
DSV
Det kører for DSV, der er en stor spiller indenfor transportområdet, hvor selskabet kan tilbyde sine kunder attraktive transportydelser til lands, til vands og i luften. DSV's forretningsmodel er i vores øjne meget attraktiv, da man ikke selv ejer lastbiler, hvormed selskabet hurtigt kan tilpasse sig markedssituationen i begge retninger. Derudover mestre DSV at købe konkurrenter op, og derefter integrere dem i selskabet og høste store besparelser. Både forretningsmodellen og evnen til at købe op gør, at DSV formår at skabe vækst fremadrettet, og dermed være en vinderaktie. DSV har for nylig købt til en ejerandel i rederiet DFDS, hvilket er et nyt tiltag. Det kan være med at skaffe DSV bedre priser på transport, der foregår til vands. Den finansielle krise har betydet, at DSV skal hente nye penge på børsen for at indfri banklån, hvilket på kort sigt kan betyde, at DSV's opkøbsstrategi bliver stækket lidt.
Næste aktie: Carlsberg
Carlsberg
Carlsberg er kendt som ”vores øl”, men i 2008 blev Carlsberg også russernes øl, ligesom asiaterne i fremtiden vil nyde humlen fra Carlsberg. Carlsberg fik i 2008 fuld kontrol over Ruslands største bryggeri, hvormed Carlsberg blev markedsledende i regionen, en position de indtil nu har vist sig i stand til at udnytte, da bryggeriet har formået at tage markedsandele. Derudover forventer vi, at der vil være stigende efterspørgsel på øl i Rusland, hvilket vil komme Carlsberg til gode. Carlsberg vil fremadrettet begynde at fokusere på Asien, hvor man de kommende år vil se et kraftigt voksende ølmarked. Endelige er Carlsberg godt repræsenteret på det vesteuropæiske marked, som er præget af stagnation, men Carlsberg har de sidste par år vist, at de formår at tilpasse sig det marked. Man skal dog huske på, at Carlsberg har en ikke ubetydelig gæld, hvilket på kort sigt kan bremse Carlsberg vækst i Asien, men alt i alt ser vi Carlsberg som en vinder.
Næste aktie: Bavarian Nordic
Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et biotekselskab, der udvikler medicinalprodukter, hvilket betyder større risiko end de øvrige aktier. Men Bavarian Nordic har udviklet en koppevaccine, som selskabet bl.a. har solgt til det amerikanske forsvar, hvormed Bavarian Nordic har sikret sig en solid indtægt de kommende år. Det er med til at finansiere andre af Bavarians projekter. Ud over koppevaccinen er Bavarian i gang med at udvikle en vaccine mod miltbrand, mæslinger og HIV. Derudover udvikler selskabet produkter mod bryst- og prostatakræft. Vi tror på, at Bavarians projekter vil være med at gøre aktien til en vinder, ligesom Bavarian Nordic ville være en lækkerbisken for et medicialselskab, hvilket også gør Bavarian til opkøbskandidat.
Næste aktie: Novo Nordisk
Novo Nordisk
Novo Nordisk vil nyde godt af, at selskabet er ledende inden for insulin til sukkersygepatienter. Den vestlige levestandard betyder, at der bliver flere og flere sukkersygepatienter. Og den vestlige levestandard bliver nu også udbredt i Asien, hvorfor antallet af patienter med sukkersyge også vil stige i den region. Alt i alt vil det være med til at sikre Novos vækst mange år frem i tiden, og vækst er ikke noget, der normalt præger medicinalvirksomheder for tiden. En anden ting der underbygger Novos vækst er, at virksomheden ikke bliver synderligt ramt af patentudløb, og selv når Novo´s produkter går af patent, så er det højst usandsynlig, at nogen ville kunne kopier dem. Man skal dog være opmærksom på, at Novo´s pipeline er kommet under pres, efter at der er blevet stillet spørgsmål fra myndighederne til Novo’s kommende insulin produkt Victoza.
Næste aktie: Vestas
Vestas
Med status som verdens største vindmølleproducent står Vestas klar til at drage fordel af det skifte mod vedvarende energi, som er i gang. Dette er en lang proces, som vi forventer vil strække sig mange år ud i fremtiden. Vestas selv forventer, at vindkraftkapaciteten vil vokse omkring 20 procent årligt over de næste 10 år. Kan disse forventninger indfries, betyder den simple matematik, at Vestas potentielt kan være seks gange større om 10 år end i dag. På den korte bane presses Vestas af den igangværende kreditkrise, der gør det svært for kunderne at opnå finansiering til nye vindmølleparker. Der kan derfor være risiko for, at Vestas bliver nødt til at sænke sine ambitiøse vækstforventninger til 2009, når selskabet rapporterer regnskab for 1. kvartal 28. april. Langsigtede køb af aktien kan med fordel afvente dette.
Næste aktie: FLS
FLS
FLS er en førende leverandør af maskiner, udstyr samt service til cementfabrikker og mineindustrien. Desuden ejer FLS Cembrit, som er blandt de førende indenfor fibercementprodukter. Lige nu står vi midt i en lavkonjunktur, der mindsker efterspørgslen efter FLS’ produkter. På langt sigt forventer vi imidlertid, at FLS vil opleve en øget efterspørgsel, da specielt udviklingslandene har brug for en stor udbygning af deres infrastruktur. Desuden forudser vi en øget efterspørgsel efter metaller, hvilket på sigt vil føre til flere investeringer i mineindustrien for at følge med efterspørgslen. Fordelen ved at købe aktien nu er, at man opnår en ekstremt lav indgangskurs til en god langsigtet industriaktie.
Næste aktie: Simcorp
Simcorp
Simcorp laver softwaresystemer, der kan holde styr på pengene ved verdens kapitalforvaltere. Disse har traditionelt forladt sig på egenudviklede systemer, men begynder i stigende grad at købe disse fra eksterne softwarehuse som Simcorp. Simcorp har den fordel, at det kan fordele udviklingsomkostningerne på mange kunder, og derfor står Simcorp med et meget konkurrencedygtigt produkt overfor de egenudviklede systemer. Udviklingen er typisk for softwareindustrien, hvor de forskellige brancher over tid typisk koncentrerer sig omkring nogle få standardsystemer. Tænk på operativsystemer hvor Microsoft er markedslederen, databaser der ledes af Oracle og bogføringssoftware til virksomheder, der ledes af SAP. Vi har over en årrække observeret, at Simcorp vokser hurtigere end konkurrenterne og derfor tager markedsandele. Meget tyder derfor på, at Simcorp om 10 år er det ene af måske 2-3 softwareselskaber, der leverer systemer til kapitalforvaltningsindustrien. Når først denne position er opnået, er det ekstremt svært for eventuelle konkurrenter at vælte én af pinden (se blot ovennævnte selskaber).
Næste aktie: Per Aarsleff
Per Aaarsleff
Per Aarsleff er en entreprenørvirksomhed med særlig fokus på opgaver inden for infrastruktur. Det er f. eks. anlæg af veje, tunneler og ledningsarbejde. Desuden er selskabet specialist i banearbejde til jernbaner. Per Aarsleff hører til de mere veldrevne entreprenørvirksomheder, og selvom overskudsgraden har varieret, så har selskabet ikke tabt penge på driften siden 1990. Udbygningen af infrastruktur i Danmark ikke oplevet den samme overinvestering, som vi har set på f. eks. boligmarkedet. Tværtimod er der meget som tyder på, at vi i Danmark har underinvesteret i mange former for infrastruktur over de senere år. Per Aarsleff står godt positioneret til at drage fordel af de øgede investeringer i infrastruktur, som vi forventer over de kommende år. Af konkrete projekter der kan gå Per Aarsleffs vej kan nævnes broen over Fehmern, udbygningen af DSB’s signalsystemer og den nye metroring i København. Prissætningen af aktien er ekstremt billig lige nu, så udgangspunktet for en langsigtet investering er godt.
Næste aktie: Nordea Invest Emerging Markets
Nordea Invest Emerging Markets
Nordea Invest Emerging Markets investerer i aktier fra verdens udviklingslande. Vi forventer på langt sigt en høj økonomisk vækstrate i disse lande frem mod, at deres økonomier udvikles til vestligt niveau. Vi tænker ofte på disse lande som producenter af billige forbrugsgoder til den vestlige verden. Det tror vi vil fortsætte, men det er også interessant at se, at flere af landene er ved at opbygge en købedygtig middelklasse, der stimulerer landenes økonomiske udvikling. De største lande lige nu i Nordea Invest Emerging Markets er Brasilien, Kina, Sydkorea, Taiwan og Mexico. En investering i Nordea Invest Emerging Markets bidrager desuden til en god spredning af risikoen, da man får eksponering til økonomier og virksomheder, der i mange tilfælde er anderledes end danske aktier.









































