Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Unge skal have iværksætterånd for millioner

En ny satsning til 92 millioner skal opdatere uddannelsessystemet i Midtjylland, så skolerne kan levere den iværksætterånd som samfund og virksomheder i stigende grad efterspørger.

Nye fag, efteruddannede undervisere og en række events skal i løbet af de kommende år sætte uddannelsesinstitutionerne i Midtjylland i stand til at levere unge mennesker med ægte iværksætterånd.

Onsdag vedtog regionens politikere at levere de seks af i alt 92 millioner kroner som satsningen skal koste, og som altså skal bringe entreprenørskab ind på ungdomsuddannelserne og folkeskolerne. EU betaler 46 millioner, mens de resterende 40 millioner finansieres af staten, kommunerne og de medvirkende aktører.

- Vi har både brug for flere iværksættere, der skaber nye arbejdspladser, vækst og beskæftigelse, og for medarbejdere, der tænker kreativt og fornyr de eksisterende arbejdspladser i regionen, siger regionrådsformand Bent Hansen (S). 

Skal styrke kulturen

Han henviser blandt andet til en tidligere undersøgelse, der viser at regionens virksomheder i høj grad efterspørger ”entreprenørånd” hos fremtidige medarbejdere.

Efteruddannelse af lærerne samt nye fag med vægt på innovation og entreprenørskab bliver helt centrale i satsningen, som derudover helt overordnet skal styrke foretagsomhedskultur blandt eleverne. Det skal ske ved hjælp af nye studentervæksthuse, konkurrencer samt iværksættercamps og -events.

Iværksætterbølgen ruller

Den midtjyske millionsatsning foretages i samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, som siden 2010 har arbejdet for netop at styrke iværksætterånden i det danske uddannelsessystem. Her fremhæver adm. Direktør Christian Vintergaard nødvendigheden af mere iværksætterundervisning med fokus på både ånd og evne, hvis Danmark skal knække udfordringen med at skabe flere vækstiværksættere i fremtiden:

- Allerede i folkeskolen skal eleverne lære at få gode ideer, og videre i uddannelsessystemet skal de have mulighed for at få de nødvendige kompetencer. Vi er i gang med trækket, men bølgen skal helst rulle endnu hurtigere, siger Christian Vintergaard.

 




Markedet lige nu